Kenn Hansen, født 23-02-1949 (Søborggaard), midtbanespiller, 213 kampe/33 mål (1967/80).
Ungdom: B.93. Senior: B.93 (1967/80). Kenn var en teknisk spiller, og så var han hurtig. Han var en meget alsidig spiller. Han kunne spille i alle tre kæder uden problemer. Han blev derfor ofte kostet rundt på forskellige pladser. Favoritpladsen var nok i de bagerste kæder, så skulle han nemlig ikke løbe så meget.
I 14 sæsoner i træk havde han kampe på 1. holdet. Med start i 1967 – og slut i 1980 – var det årlige kampantal: 1, 12, 16, 9, 24, 11, 20, 21, 26, 31, 27, 4, 2 og 9. I samme periode spillede han 62 kampe på 2. holdet. Som træner havde han Bengt Annemann, Erik Dennung, Knud Petersen, Erik Gynild, John Sinding, Erling Bøje og igen Erik Dennung.
Kenn debuterede i pokalkampen i Holstebro (1-3) i efteråret 1967. Årsagen til debuten var, at der var afbud fra Tom Søndergaard (der skulle læse lektier hele søndagen) og Flemming Nielsen (der skulle på arbejde). Aviserne stillede med god grund spørgsmål ved de to afbuds seriøsitet. Holdet var (2-3-5):
Bent Jørgensen – Hans Paulander, Tom Andersen – Bernhard Deneke, Svend Hansen, Flemming Mathisen – Per Jürgensen, Leif Kronholm, Arvid Christensen, Kenn Hansen og Finn ’Ludo’ Jensen.
I pokalkampen mod 1. divisionsholdet Brønshøj med bl.a. Per Røntved og Finn Laudrup (Vanløse Idrætspark i 1971) vandt 3. divisionsholdet B.93 overraskende med 4-3, efter at have været bagud 0-2 efter 14 minutters spil. Pokalhelten blev Kenn Hansen, der scorede tre mål.
Da Kenn Hansen over 14 år senere spillede sin sidste kamp i 1980 (1. division), som var på Østerbro Stadion mod Esbjerg (4-0), så holdet noget anderledes ud og spillestilen var nu 4-2-4:
Jean Jensen – Kim Hansen, Ole Petersen, Peter Hertz, Ole Rojas – Kenn Hansen, Jan Højland – Jens Kolding, Lars Hansen, Tonny Madsen og Henrik Sørensen. Indskiftet: Johnny Petersen og Find Juhl Jensen.
Sammen med vennen – og klubkammeraten – Jan Højland startede Kenn Hansen i 1984 som træner for 1.ynglinge, men få dage før turneringen skulle starte, stoppede de begge uden varsel. I stedet valgte de, at spille oldboysfodbold i GVI (Gentofte Vangede Idrætsforning).
Kenn Hansen døde den 7. august 2000 (Ålsgårde). Han blev 51 år.
14. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

