Cliff Robert Kofoed Hansen, født 26-09-1966 (Åkirkeby), midtbanespiller, 67 kampe/8 mål (1991/94).
Cliff Hansen kom til B.93 fra Greve i starten af 1991. Cliff var en hårdtarbejdende midtbanespiller eller angriber. En offensiv spiller med et stort temperament. Det blev til hele tre røde kort i det begrænsede antal kampe på 67 – og det er mange, især når man i det civile er ’strisser’.
Cliff fik sin debut som 24-årig i den første kamp i 1991, ude mod Roskilde. Det var en kamp i 2. division, hvor de 10 hold spillede en halvårsturnering (18 kampe), hvor der alene blev spillet om 1. pladsen – intet andet.
Holdet var: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Michael Petersen, René Johansson, Kasper Steenbach (debut) – Claus Pedersen, Leif Funcke Nielsen – Kim Valentin, Cliff Hansen (debut), Flemming Jørgensen (debut) og Tonni Jensen. På bænken: Frank Husum og Ulrik Frederiksen. Træner: Arne Nielsen.
Kampen sluttede 2-2, og det var bornholmeren Cliff der reducerede til 1-2 kort før pausen. Det var på et oplæg fra en anden debutant, nemlig bornholmeren Flemming Jørgensen. Det var første gang, at B.93 havde to der var født på Bornholm på holdet.
Cliff spillede 67 kampe, de var fordelt over to perioder: 1991 (28 kampe/5 mål), 1993/94 (39 kampe/3 mål). I perioden 1992/93 var han retur i Greve. Han stoppede i B.93 ved udgangen af 1994, idet han ville lægge støvlerne på hylden. Han fandt dem igen, og i foråret 1996 havde han et kort ophold i Frem (12 kampe/1 mål). Han skiftede i efteråret til FB.
Cliff var ansat indenfor ordensmagten. Da han vendte tilbage til klubben i 1993, var Henrik Fricke kommet til, og Flemming Jørgensen spillede fortsat. Derved havde Cliff både en kollega (Henrik Fricke) og en ’landsmand’ (Flemming Jørgensen).
Cliff var med til at vinde 2. division/øst i efteråret 1993, som betød oprykning til 1. division. Halvårsturneringen i 1. division i foråret 1994 blev også vundet, men det betød alene, at klubben undgik nedrykning. I efteråret 1994 blev B.93 nummer fem i 1. division, og det betød til gengæld, at man rykkede op i den såkaldte Kvalifikationsliga (til superligaen), men kun med fire (ud af otte mulige) bonuspoint. Cliff har nok syntes, at turneringsformen var for besværlig, så han stoppede.
Cliffs bror Lars Hansen spillede enkelte kampe på 2. holdet.
Cliff bor i Haslev, Fricke i Viby ved Aarhus og Flemming Jørgensen på Amager.
6. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

