Gynild, Erik

Erik Kløve Gynild, født 18-01-1942 (København), forsvarsspiller, 10 kampe/0 mål (1968/69).

Senior: Valby (1961/66) og B.93 (1967/69). Erik Gynild var en glimrende venstre back, måske lidt tung. Han debuterede i 1968 i efterårets første kamp, som var ude mod Skovbakken (4-1). Sejren blev fulgt op med 4-0 over Slagelse og 3-0 over Køge. Efter et par nederlag blev Gynild afløst af Nels Conrad. Sidst på sæsonen fik Gynild sin plads retur, men B.93 rykkede for første gang ned i 3. division. Gynild spillede sine to sidste kampe i 1969, så han opnåede et tocifret kampantal.

I starten af 70’erne var Gynild en respekteret ungdomstræner i B.93. Han blev klubbens 1. holdstræner i 1975, hvor han afløste Knud Petersen. B.93 var nyoprykker i 1. division.

Det måtte forventes, at oprykkerne fra Østerbro ville få en svær sæson, og forventningerne kom til at holde stik. I sæsonens tredjesidste kamp vandt B.93 på Østerbro Stadion en uhyre vigtig sejr på 1-0 over KB (Find Juhl Jensen). Ved at spille 1-1 samme sted mod AaB (Preben Kjærsgaard) var redningen sikret med en tredjesidsteplads.

Den i forvejen tyndhårede Gynild skulle i 1976 på ny ud i et nedrykningsdrama. Inden sæsonstarten var der frafald af Hans Paulander, Finn Ilsø, Bent Andersen, Finn Ludo Jensen og Erling Bøje, og i sommerpausen yderligere Jens Kolding (til Roda) og Leif Kronholm. Holdet fra 1972 var sprængt i atomer. Antallet af nedrykkere var øget fra to til tre, så det var ikke nok, at blive tredjesidst som i 1975. Meget passende blev B.93 i stedet for fjerdesidst.

For Erik Gynild blev det altså to sæsoner lige over stregen, og da apoteket havde udsolgt i nervepiller, valgte han at stoppe. Afløseren blev John Sinding. Erik Gynild var senere træner i bl.a. Birkerød og Helsingør.

Lillebroderen Hardy Gynild var også træner i mange år, bl.a. som ungdomstræner i B.93. Han var landstræner for U16 og U17 (1973/80).

Erik Gynild, der var svært handicappet af sin sukkersyge, døde 18.12.2018 (76 år). Han boede i Hørsholm.

14. juli 2019 / Palle ”Banks” Jørgensen