Gram, William

Kaj William Gram, født 25-08-1895 (København), angriber, 39 kampe/16 mål (1916/27).

William Gram debuterede i efteråret 1916, hvor første opgave var en KBU-turneringskamp mod fællesklubben Velo. Det blev en sikker debutsejr på 7-0, og William tegnede sig for et enkelt mål.

Hans 39 kampe fordelt sig på otte forskellige sæsoner. Han var en alsidig angriber, der spillede alle fem forskellige pladser, jævnt fordelt. I sæsonen 1923/24 blev han holdets topscorer med beskedne fire mål (ud af 23), foran Magnus Simonsen, Poul Zølck, Poul Jensen og August Bøge, der alle scorede tre gange.

I sæsonen 1926/27 vandt B.93 i overlegen stil KBU-turneringen med 10 kampe og 18 point. William var kun med i to af kampene. Som KBU-vinder gik B.93 direkte til DM-finalen, hvor modstanderen var provinsmesteren. Skovshoved, der var en SBU-klub, vandt over Rønne (5-1), B1901 (4-2) og i provinsfinalen over B1909 (3-2).

DM-finalen mod Skovshoved blev spillet i Idrætsparken i øsende regnvejr. B.93 havde afbud fra Charles Jensen og Svend Petersen, ligesom Michael Rohde var ude hele foråret, efter for anden gang at have brækket benet.

Holdet var: Svend Jensen – Fritz Tarp, Knud Andersen – Poul Zølck, Poul Jensen (Pølse), Helge Scharff – Poul Jensen/Offenbach (Boffa), William Gram, Magnus Simonsen, Anthon Olsen og Georg Hansen.

Selvom om ’skovserne’ begyndte godt og gik frisk til den, var det alligevel ingen sag for B.93 at vinde komfortabelt 5-1 (1-1). William havde sin andel, idet han scorede til 2-1.

William Gram døde den 8. juli 1970 (København). Han blev 74 år.

6. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen