Frost, Thomas

Thomas Frost, født 21-05-1976 (Bogense), angriber, 3 kampe/0 mål (1997).

Thomas Frost kom fra KB. Det var uhyre sjældent at KB og B.93 udvekslede spiller. Umiddelbart huskes kun Harald Lyngsaa (KB-B.93-KB), Bengt Christensen (B.93-KB) og Jan Højland (B.93-KB). Omsætningstallene med Frem er derimod astronomiske.

Thomas Frost var en målfarlig angriber med et godt venstreben. Han forlod KB, for at spille divisionsfodbold. Det var der ikke mulighed for i KB, efter overbygningen med B.1903 og stiftelsen af FCK. Det var først fra 2005/06, at superligaens 2. hold kunne deltage i 2. division (sluttede igen i 2009/10).

Thomas Frost debuterede som 21-årig i kamp 17 i sæsonen 1996/97. En kamp i 1. division, hvor modstanderen var Køge på Østerbro Stadion.

Holdet var: Jan Hoffmann – Morten Rutkjær, Peter Bo Hansen, Jonny Laursen, Asaf Fazal – Jan Christoffersen, Christian Kronholm, Daniel Jensen, Claus Nielsen – Kenneth Christiansen og Thomas Frost. På bænken: Thoma Høy, Per Sefort og Kim Rømer. Træner: Johnny Petersen.

Kampen blev tabt 0-2. De 467 tilskuere så Claus Andersen score begge Køges mål.

Thomas Frost opnåede ikke genvalg til næste kamp. Han fik efterfølgende to kampe, hvor han i begge tilfælde startede på bænken. Det var imod: Næstved hjemme (3-1) og Fredericia ude (0-0). Thomas spillede i foråret 1997 derudover 9 kampe/3 mål på 2. holdet, som blev trænet af Peter Grahn.

Thomas spillede kun dette forår i B.93. Senere spillede han i HIK, Ølstykke, Hvidovre (2003/05), Avedøre og igen Hvidovre (2006 – ialt 48 kampe/5 mål). Han blev spillede træner for andetholdet i Hvidovre.

10. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen