Friis, Carsten

Carsten Friis, født 01-05-1959 (København), forsvarsspiller, 65 kampe/2 mål (1984/88).

Carsten Friis kom fra Avarta som 24-årig i 1984. Carsten var en lille forsvarsspiller med et stort vildt hår og skæg. Han var en god bolderobrer og skilte sig fornuftigt af med den igen. En energisk spiller. Han lå ikke i top 20 over truppens hurtigste spillere.

Carsten debuterede i 1984-sæsonens første kamp som foregik i Kolding, hvor B.93 stillede med hele fire debutanter. Der var sket en del udskiftninger i truppen efter holdet var rykket ud af 1. division i 1983.

Holdet var: Jean Jensen – Jan Jacobsen, Tom Jensen (debut), Ole Petersen, Ole Rojas – Carsten Friis (debut), Morten Hansen (debut), Keld Kristensen – Klaus Jensen (debut), Lars Hansen og Søren Petersen. På bænken: Henrik Sørensen og Wlady Jatczak. Træner: Erik Dennung.

Kampen sluttede 1-1 (1-1), efter Ole Rojas havde scoret til 1-0. Det så 1.300 tilskuere.

Carsten bed sig fast med det samme. Han var med fra start i samtlige årets 32 kampe. Og derved han sin andel af, at B.93 kun skulle bruge en sæson til at vende tilbage til landets bedste række (1. division).

I sæsonen 1985 blev det til beskedne 15 kampe, bl.a. fordi han ikke nåede toget til udekampen mod AGF. Carsten sov over sig, fordi hans vækkeur ikke tog højde for, at DR ikke sendte musik søndag morgen klokken seks!

B.93 rykkede ud, og Carsten rykkede ud til Roskilde. Efter en mellemstation i FB vendte han tilbage til klubben i 1988, hvor B.93 skulle i gang med sin tredje sæson i 2. division.

Carsten Friis, sparekassebetjent, spillede sine sidste 18 kampe i 1988. Årets sidste – og Carstens sidste – kamp var på Østerbro Stadion mod Hvidovre (1-3). Her scorede han et af sine sjældne mål. Nederlaget betød mindre, idet B.93 for længst var rykket ud. Det betød også mindre, at bestyrelsen efter otte kampe udskiftede træneren Allan Steen med ishockeyspilleren Karsten Aabrink (18 kampe/12 point).

Det vides ikke om Carsten Friis for alvor lagde støvlerne på hylden i 1988 som 29-årig.

30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen