Frederiksen, Ulrik

Ulrik Langhorn Frederiksen, født 15-07-1967 (Hillerød), angriber, 15 kampe/1 mål (1990/91).

Ulrik Frederiksen kom til klubben fra Lillerød, som var en flittig leverandør til B.93 på de tider, eksempelvis Jan Nielsen, Thomas Lykke og Christian Koldbech og Morten Hansen. Ulrik havde tidligere spillet for Nødebo IF.

Ulrik var en hurtig og teknisk god angriber. Han fik sin debut på førsteholdet som 22-årig i udekampen mod B1909 den 11. juni 1990. Også hans angrebskollega Kenth Segerlund var debutant. En kamp i 2. division.

Holdet var: Bo Nielsen – Thomas Olsen, Michael Petersen, Søren Christoffersen, Claus Mortensen – Wlady Jatczak, Claus Pedersen – Frank Husum, Kenth Segerlund, Ulrik Frederiksen og Kim Valentin. På bænken: Chris Hansen og Thomas Lykke. Træner: Arne Nielsen.

Kampen endte 2-2. Målscorere Thomas Olsen og Thomas Lykke.

Ulrik var også med i næste kamp, på Østerbro Stadion mod Greve (0-0). I efteråret blev det til yderligere en kamp, ude mod Helsingør (3-5), hvor han blev kampens ottende (forskellige) – og sidste – målscorer.

I 1991 spillede Ulrik sine sidste 11 kampe, jævn fordelt over året, og uden målnettet blafrede.

Ulrik nåede ved siden af divisionsholdet, at spille hele 42 kampe på 2. holdet over de to sæsoner (1990/91). Han blev topscorer i 1990 med 19 mål (28 kampe) foran Henrik Pedersen med 11 mål (17 kampe). I 1991 blev Danny Jung topscorer med imponerende 17 mål (14 kampe) foran Ulrik med 10 mål (18 kampe).

Ulrik Frederiksen bor i Hillerød, byen hvor han også blev født. Han skiftede til B.93, fordi han skulle læse statsvidenskab på Københavns Universitet. Han er nok blevet færdig, og rejst hjem igen til Nordsjælland.

4. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen