Falck, Jesper

Jesper Falck, født 04-12-1970 (København), angriber, 8 kampe/0 mål (2005).

Jesper Falck kom til klubben fra AB fra starten af foråret 2005. Efter et dårligt efterår 2004 lå B.93 under nedrykningsstregen i 1. division med 15 kampe og 13 point. Der skulle ske noget, så trænerteamet Danny Jung og Dan Lübbers lavede en aftale med de rutinerede Jesper Falck og Bo Henriksen, som de begge havde spillet sammen med i Herfølge.

Jesper havde med 225 kampe/35 mål i Superligaen en stor rutine. Han havde opnået de mange kampe i klubberne Lyngby, AB, Herfølge og AB (igen). Jesper var med, da Herfølge i 2000 sensationelt blev danske mestre.

Jesper Falck debuterede som 34-årig i den første kamp i foråret 2005, hjemme mod Fremad Amager.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Kim Madsen, Nikolaj Lund (debut), Martin L. Jensen, Jonas Schumacher – Emil Dyre Nielsen, Danny Mirabel, Jesper Falck (debut) – Bo Henriksen (debut) og Danny Jung. På bænken: Andreas Schaarup (målmand), Adam Geertsen, Anders Hadberg og Heine Olesen (debut). Træner: Danny Jung/Dan Lübbers.

Det blev til et nederlag på 1-2 og de sorte skyer blev ikke mindre sorte. Jesper Falck kom ikke til at leve op til sit efternavn som (Falck) redningsmand. Han scorede ikke i sine otte kampe, som sluttede således: Fremad A. (1-2), Dalum (1-4), NFA (1-2) – så kom Ole Mørk som ny træner – Brønshøj (2-2), AB (1-3), Vejle (1-2), Næstved (0-2) og Køge (0-5). Jesper stoppede før de sidste seks kampe, løbet var kørt. Sæsonen 2005/06 skulle foregå i 2. division/øst.

Med sin debutalder på 34 år og 3 måneder sniger Jesper Falck sig ind på fjerdepladsen over ældst debutanter efter: Helge Bronée (37 år, 4 mdr.), Tycho Westenholz (37 år, 2 mdr.), Tommy Larsen (34 år, 7 mdr.).

Jesper har siden været træner i Roskilde (assistent) og senest i Greve i Danmarksserien (2011).

12. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen