Erdem, Yasin

Yasin Erdem, født 18-07-1983 (København), midtbanespiller, 6 kampe/0 mål (2007).

Yasin Erdem var en alsidig midtbanespiller, der også kunne bruge i forsvaret. Han var ungdomsspiller i Farum. Skiftede til HIK som senior, og fortsatte herfra til Skjold, hvorfra han fortsatte til naboklubben på Svanemølleanlægget før forårssæsonen 2007.

Yasin Erdem debuterede som 23-årig på førsteholdet, det var i kampen den 5. april 2007 ude mod Glostrup. Det var kamp 15 i sæsonen 2006/07, som foregik i 2. division/øst. Der var en debutant mere, nemlig klubbens talentfulde 17-årige Mathias Jørgensen, der havde øgenavnet ’Zanka’.

Holdet var: Goran Alikalfic – Mathias Zanka Jørgensen (debut), Kasper Larsen, Mark Strøm, Kenneth Tange – Polat Bozkurt, Martin Drescher, Jimmy Müller – Venhar Sabani, Kristian Nielsen og Simon Nielsen. På bænken: Emil Jensen (målmand), Thomas Domino Andersen, Dragan Bakovic og Yasin Erdem (debut). Træner: Michael Schäfer.

Kampen blev vundet 2-0, begge mål scoret af Kristian Nielsen. Og Yasin Erdem blev skiftet ind i det 68. minut i stedet for Martin Drescher.

Yasin Erdem blev forfremmet til indestarter i de to næste kampe mod hhv. Holbæk (0-2) og KB/FCK II (1-2). Det blev til tre indskiftningsopgaver i 2007, det var mod AB 70 (1-2), Stenløse (4-0) og i efteråret mod Holbæk (2-0).

18. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen