Dahl, Michael

Michael Flindt Dahl, født 08-04-1961 (Sønderborg), midtbanespiller, 63 kampe/3 mål (1985/88).

Michael Dahl kom som 23-årig i 1984 fra Aabenraa som medicinalstuderende. Michael var en fysisk stærk midtbanespiller. Det første år spillede han dog kun på 2. holdet (18 kampe/5 mål).

Michael fik sin debut på 1. holdet i kamp syv i sæsonen 1985 i 1. division. Det gjaldt udekampen i Køge. Begge hold var under stregen, så det var en ret så vigtig kamp.

Holdet var: Jean Jensen – Ole Rojas, Tom Jensen, Ole Petersen, Poul Jørgensen – Jan Jacobsen, Keld Kristensen, Allan Nedergaard – Henrik Nielsen, Torben Rasmussen og Søren Petersen. På bænken: Michael Dahl og Steen Jakobsen.

Kampen endte med en sejr på 2-0. Michael Dahl fik sin debut i 2. halvleg, og det fejrede han ved at score til 2-0. Forinden havde den tidligere Køge-spiller Søren Petersen scoret til 1-0. Michael blev belønnet med en startplads i de fleste af resten af årets kampe. Det hjalp nu ikke meget, det blev til en sidsteplads.

B.93 rykkede ud og Michael rykkede til Hvidovre, som også var rykket ud. De to sidste nedrykkere var Frem og Køge. De fire nedrykkere var – lidt pudsigt – fire klubber der alle havde vundet DM. Michael spillede 18 kampe/4 mål for Hvidovre i 1986. Han scorede tre mål i udekampen mod B1913 (4-1).

I 1986 vandt Hvidovre 2. division, medens B.93 kun lige slap fri af nedrykningen ved at vinde sidste kamp ude mod B1909 (3-1). Alligevel vendte Michael Dahl tilbage til B.93.

I 1987 spillede han stort set alle kampene. B.93 blev nummer seks i 2. division. Han spillede kun halvdelen af kampene i 1988, som endte med nedrykning til 3. division.

Michael Dahl spillede 31 kampe på 2. holdet i perioden 1984/88, fordeling: 1984/18 kampe, 1985/5 kampe og 1988/8 kampe.

Michael Dahl stoppede efter den dårlige 88-sæson. Her stopper sporene. Han flyttede til Norge i 1993.

30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen