Christiansen, Leo

Leo Christiansen, født 10-01-1955 (Frederiksberg), angriber, 66 kampe/5 mål (1974/76). Spillede 2 Y-landskampe/0 mål (1972) og 1 J-landskamp/1 mål (1971) for Frem.

Ungdom: Skjold (5-12 år) og Frem (12-18 år). Senior: B.93 (1974/76), Frem (1977 – 33 kampe/2 mål) og HIK (1978/79).

Som førsteårs senior kom Leo i Frems førsteholdstrup. Han var med i alle træningskampe op til sæsonen, men blev ikke udtaget til den første turneringskamp. Han tog konsekvensen af dette fravalg, og skiftede til B.93, hvor hans storebror ‘Skipper’ spillede.

Leo var en lille meget letbenet højre wing. En god dribler, som dog ikke brød sig om forsvarsspillere, der tacklede. Leo var med til at spille B.93 op i 1. division i 1974. Der var ”udsalg”, idet hele fem hold rykkede op, nemlig Vanløse og B.93 samt på badebilletter Fremad A., B1909 og Esbjerg. Divisionerne blev udvidet fra 12 til 16 hold.

Efter tre år i B.93 vendte Leo tilbage til sin ungdomsklub Frem i 1977. Da der året efter blev indført betalt fodbold i Danmark (1978), blev Leo købt af HIK (3. division), der var ret aktive ved indførelsen af pengefodbold. Leo blev træt af fodbold, og de hvide fodboldstøvler blev lagt på hylden som 24-årig.

Leos storebror, som var endnu mindre, Leif ”Skipper” Christiansen var landsholdsspiller i ishockey (for KSF). Skipper spillede 10 kampe for B.93 (1973/75).

Leo var udlært kok og kokkererede bl.a. på Nokken, Divan II, Skovshoved Hotel og Guldanden. I forlængelse af, at han blev far til et sæt tvillinger i 1997, blev han hjemmegående husfar i fem år. Herefter arbejde han nogle år for Roskilde Kommune på Bernadottegården.

Leo blev fundet død den 8. januar 2013 (57 år). Han boede i Roskilde.

20. januar 2013 / Palle ”Banks” Jørgensen