Christiansen, Leif ’Skipper’

Leif Christiansen, født 23-10-1950 (Frederiksberg), midtbanespiller, 10 kampe/0 mål (1973/75).

Ungdom: Skjold og Frem. Senior: Frem (1969/70 – sekunda) og B.93 (1971/76).

Leif Christiansen, med det kraftige overskæg, blev aldrig omtalt som andet end ’Skipper’. Han var en lille, meget lille, god midtbanespiller. Hans primære sport var dog ishockey, hvor han var anfører for datidens storhold KSF og fast mand på ishockeylandsholdet.

Skipper debuterede på 1. holdet i efteråret 1973 (2. division) i udekampen mod B1909 (2-1), hvor holdet var: Henrik Juul – Hans Paulander, Erling Bøje, Finn ’Ludo’ Jensen, Ejgil Roland Petersen – Jan Højland, Kenn Hansen, Finn Ilsø – Jens Kolding, Bent Andersen og Poul Verner Hansen. På bænken: Leif Skipper Christiansen, der kom ind kort før tid for en skadet Jan Højland.

Ugen efter var Skipper indestarter i pokalkampen i Odense, igen mod B1909 (1-4). Derved kunne der gøres status for pokalturneringen 1973/74, hvor B.93 kun havde mødt årstalsklubber, nemlig: B1921 (5-3), B1901 (2-0) og altså B1909 (1-4).

Skipper spillede 45 kampe på 2. holdet i perioden 1971/76 fordelt med: 1971/2, 1972/7, 1973/6, 1974/16, 1975/9 og 1976/5. Kamptallene illustrerer meget godt, at fodbold for Skipper var den sekundære sport.

Skippers lillebror Leo Christiansen, årgang 1955, spillede 66 kampe for B.93 (1974/76). Han spillede ikke ishockey alene af den grund, at han ikke brød sig om at blive tacklet. Der var også en tredje bror Jan, der spillede fodbold og ishockey.

31. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen