Christiansen (Heiner-Møller), Kenneth

Kenneth Christiansen (ændret til Heiner-Møller), født 17-01-1971 (Gentofte), angriber, 103 kampe/21 mål (1996/01).

Ungdom: B1903. Senior: Ølstykke (1991/94), Ferencvaros/Ungarn (1994/95), Vejle (1995 – 3 kampe/0 mål), B.93 (1996/99 – 83 kampe/21 mål), AGF 1999/00 – 27 ligakampe/3 mål) og B.93 (2000/01 – 20 kampe/0 mål).

Kenneth var en offensiv spiller med en sublim sparketeknik. Frisparks- og hjørnesparksspecialist. Scorede nogle fantastiske langskudsmål. Og så kunne han kaste nogle lange, meget lange indkast.

Det var hans gamle træner fra Ølstykke, Erling Bøje, der sørgede for han kom til B.93 i foråret 1996. Han debuterede i hjemmekampen mod AB (0-3) i 1. division.

Holdet var: Jan Hoffmann – Kasper Hjulmand, Peter Hasselgren, Benny Mundt, Dan Lübbers – Peter Bo Hansen, Claus Nielsen, Søren Meibom – Kenneth Christiansen, Henrik Petersen og Thomas Høy. På bænken: David Rasmussen, René Rechtmann og Ketil Clorius.

Kenneth Christiansen var en af nøglespillerne, da B.93 i sæsonen 1997/98 rykkede op i superligaen efter sejr over Hvidovre (4-2) i sidste spillerunde. Han spillede 31 kampe/14 mål. Et stykke inde i foråret 1999, da det var afgjort, at B93 kun fik en enkelt sæson i superligaen, blev han købt af AGF. I Århus fik han kultstatus, da han scorede i sin debutkamp.

Han vendte tilbage til B.93 i 2000, men måtte slutte karrieren efter et grimt uheld i udekampen 14-10-2001 mod HFK Sønderjylland (2-3). Så kunne han se tilbage på en karriere med mange skader.

Siden 2006 har Kenneth, som var blevet gift Heiner-Møller, været landstræner for det danske damelandshold, hvor han afløste Peter Bonde. Efter syv – succesrige – år på posten skiftede Kenneth sommeren 2013 til en nyoprettet stilling i Team Danmark, hvor han skal have ansvaret for talent- og kompetenceudviklingen for landstrænere og sportschefer under Team Danmark.

23. februar 2013 / Palle ”Banks” Jørgensen