Christensen, Mogens Friis

Christen Mogens Friis Christensen, født 10-07-1926 (Herning), angriber, 5 kampe/1 mål (1952)

Mogens Christensen, angriber, kom til B.93 fra Husum i starten af 1952. Forklaringen var simpel; hans fætter var fløjhalfen Børge Christensen (årgang 1931).

Mogens spillede nogle gode træningskampe, og debuterede som 25-årig i den første kamp i anden halvdel af sæsonen 1951/52, hvor det gjaldt oprykkerne fra Skovshoved i Idrætsparken, en kamp der havde samlet 12.100 tilskuere.

B.93: Arne Rasmussen – Leif Rønnow, Poul Andersen – Aksel Kørner, Bent Nielsen, Svend ’Boston’ Nielsen – Henry Salomonsen, Mogens Christensen, Orla Mikkelsen, Henning Bjerregaard og Helge Nielsen/Nitrup.

SIF: Theil Drengsgaard – Aksel Petersen, Poul Andersen (Løven) – Kaarlo Niilonen, John Jørgensen, Jørgen Ahlberg – Kaj Nielsen, Poul ’Rassi’ Rasmussen, Valdemar Kendzior, Kurt ’Nikkelaj’ Nielsen og John Pettersson.

Det blev et solidt nederlag til B.93 på 1-4 (0-2). Angrebsspillet var en skuffelse. Mogens fik en jævn debut. Han var en type, der kan brillere, men ikke altid gør det lød kritikken fra Idrætsbladet.
Det blev til yderligere fire kampe for Mogens i foråret 1952, og i disse kampe var fætter Børge med. Det blev til et enkelt mål mod AB (2-2).

Mogens opnåede fem kampe, fætter Børge 170 kampe.

Mogens Christensen døde den 14. maj 1993 (Helsingør). Han blev 66 år.

14. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen