Christensen, Børge

Børge Bommelund Christensen, født 04-11-1931 (København), fløjhalf, 170 kampe/21 mål (1950/59). Spillede 3 A-landskampe/0 mål (1954/56) samt 5 B-landskampe/0 mål (1954/55) og 1 U-landskamp (1952). Alle landskampene var som repræsentant for B.93.

Børge kom til klubben fra Husum som ynglingespiller. Børge var en usædvanlig stor fighter. Og så havde han et iltert temperament. Det gav visse uoverensstemmelser med de to øvrige i halfbackkæden, Flemming Nielsen og Poul Andersen, som ikke modtog ordre – og slet ikke skideballer.

Da Børge debuterede på A-landsholdet i sommeren 1954 (1-2 efter forlængelse mod Norge i Sverige) bestod halfbackkæde netop af Børge, Poul og Flemming. Lidt usædvanligt var det, at hele halfbackkæden var fra samme klub. Helt usædvanligt var det at klubben lå i 2. division. B.93 var i sæsonen 1953/54 rykket ud af 1. division efter slaget i Køge (0-0).

Inden Børge stoppede som 28-årig, havde han den glæde, at være med til at spille klubben tilbage til den bedste række. Det skete i 1958, hvor B.93 vandt 2-1 i Næstved, der ellers havde ført rækken stort. Under kampen blev Børge båret ud på en båre. Han vendte humpende tilbage, og var impliceret i sejrsmålet, da det var ham der blev begået frispark imod.

Børge var med til at vinde KBU’s sidste pokalfinale i 1953 (2-1 over AB), hvor han danne halfbackkæde med Poul Andersen og Flemming Nielsen.

Børge Christensens øgenavn var “Bager”, og den logiske forklaring på dette var, at han faktisk var bager. Senere blev han selvstændig vognmand med base i Brøndby. Da han lagde støvlerne på hylden i 1959, var det også slut med at komme i klubben. Han brugte sin tid på forretningen og familien.

Da klubben i 2012 startede med en årlig Nostalgifest for gamle førsteholdsspillere, var Børge blandt de 85 deltagere. Han var dårligt gående; de mange tacklinger havde kostet. Han deltog også i 2013, medens han meldte fra i 2014 pga. helbredet.

Børge Christensen døde den 13. december 2014 (83 år). Han boede i Brøndby.

17. december 2014 / Palle ”Banks” Jørgensen