Aage Pihlkjær Christensen, født 06-07-1925 (København), forsvarsspiller, 63 kampe/0 mål (1943/56).
Aage Christensen var en høj ranglet og elegant forsvarsspiller. De fleste kampe spillede han enten som venstre back eller som centerhalf.
Aage skiftede til Fremad Amager i 1950, hvor han spillede i perioden 1951/54. Herefter vendte han tilbage til B.93. Det var årsagen til, at det kun blev til 63 kampe for B.93 fra hans første kamp i 1943 til den sidste i 1956.
Aage debuterede i den første kamp i sæsonen 1943/44, hvor modstanderen netop var Fremad A. i Idrætsparken.
Holdet: Ove Jensen – Aage Christensen, Per Brandtmar – Arno Nielsen, Arne Sørensen, Knud Børge Overgaard – Kaj Hansen, Jørgen Hammeken, Helmut Nielsen, Eyvind Berger og Ib Eskildsen.
B.93 vandt en overbevisende sejr på 6-1 (1-1). Helmut Nielsen var vendt tilbage efter ni måneders karantæne, og markerede det med fire mål i anden halvleg.
Det er værd at bemærke, at der var 7.300 tilskuere. Kamp to i turneringen blev først spillet 1½ måned senere, og nu havde tyskerne indført totalt tilskuerforbud. Det blev ophævet igen i starten af december, men kostede klubberne mange tabte entrépenge.
For B.93 spillede Aage 31 kampe (1943/50) og 32 kampe (1954/56). Han scorede ikke. Dengang holdt forsvarsspillerne sig på egen banehalvdel. I sine tre sidste kampe – foråret 1956 – blev Aage forsøgt som angrebsspiller, idet både Palle Mogensen og Henry Salomonsen var langtidsskadede. Men Aage formåede ikke at få nummermanden i action.
Aage Christensen var et kendt ansigt i fodboldkredse. Han var nemlig sekretær for KBU i 30 år (1959/88).
Aage Pihlkjær Christensen døde 22. februar 2014. Han blev 88 år.
10. august 2011, opdateret 23. juli 2019 / Palle ”Banks” Jørgensen

