Oliver Carrara, født 20-01-1998, angriber, 68 kampe/22 mål (2020/22).
Ungdom: Skjold, KB, B1903 og Brøndby. Senior: AB (2017/18), Avarta (2018), Herlev IF (2018/19), Avarta (2019/20), B.93 (2020/22) og Brønshøj (2023>). Oliver har franske aner. Hans far var på landsholdet for Frankrig i banecykling.
Oliver Carrara, en målfarlig angriber på 183 cm. som er hurtig. Kan også benyttes på venstrekanten. Han kom til B93 i sommerpausen 2020.
Oliver Carrara fik sin debut på 1. holdet i efterårets første kamp, hvor B.93 indledte turneringen i 2. division med en udekamp mod oprykkerne fra Holstebro med dette hold:
Aris Vaporakis – Simon Wæver, Adam Emme Jørgensen, Morten Hegaard og Benjamin Lund – Søren Nørgaard, Mikkel Mouritz og Niels Morberg – Jeppe Erenbjerg, Daniel Stückler og Hassan Elsayed. Skiftet ind. Magnus Krogh Hansen, Daniel Soidik, Oliver Basse og Oliver Carrara. Ikke benyttet: Simon Rossil (målmand) og Søren Koefoed Sørensen. Træner. Thomas Nørgaard og assistent Emil Dyre Nielsen.
Kampen fik en noget uheldig start. Efter fire minutter var B.93 bagud med 0-2. Det lykkedes, at udligne til 2-2 inden pausen (Niels Morberg og Jeppe Erenbjerg). Og hjemturen blev rigtig god, idet Hassan Elsayed scorede sejrsmålet til 3-2 i 2. halvleg.
På forslag fra B.93 var strukturen i 2. division ændret, således der fra 2021/22-sæsonen var både en 2. division og en 3 division med hver 12 hold. Turneringen 2020/21 var en overgangsturnering, hvor der var to 2. divisioner med hver 14 hold. Ved lodtrækning var B.93, Frem og Holbæk røget i vestkredsen.
Oliver var herefter indestarter i næsten alle efterårets kampe. I udekampen mod nedrykkeren Thisted (1-0) sørgede han for en god hjemtur med kampens eneste mål. Lidt usædvanligt var B.93 rejst til Thisted dagen før. Og ugen efter scorede han 2 mål i hjemmesejren over Brabrand på 3-2. Så han havde et absolut godkendt efterår 2020.
I sæsonen 2021/22 spillede Oliver 33 kampe (ud af 34) og scorede 14 mål. Knap så godt gik det i efteråret 2022, hvor det kun blev til 7 kampe/1 mål.
I foråret 2023 skiftede Oliver til Brønshøj, der kæmpede for at vende tilbage til danmarksturneringen.
15. juli 2023 / Palle ”Banks” Jørgensen

