Buurgaard, Mogens

Mogens Buurgaard Larsen (ændret i 2002 til Westh,) født 10-05-1961 (Kirke Hvalsø), angriber, 1 kamp/0 mål (1986).

Mogens kom til klubben i 1985, hvor han kom på 2. holdet som angriber. En god tekniker, ikke nogen bulderbasse.

Mogens Buurgaard fik en plads på bænken i førsteholdskampen mod Frem på Østerbro Stadion den 16. august 1986. En kamp i 2. division. Han kom ikke på banen, der var ikke basis for udskiftninger, idet B.93 vandt kampen 5-2. Det var vennerne Claus Munkedal (3 mål) og Henrik Nielsen (2 mål), der med fem mål vendte 0-2 til 5-2.

Mogens sad også på bænken i næste kamp, som var en pokalkamp ude mod Dragør.

Holdet var: Bo Nielsen – Jan Jacobsen, Lars Højberg, Ole Petersen, Claus Mortensen – Johnny W. Hansen, Per Jønsson, Lars Mortensen – Jens Kolding, Torben Rasmussen og Niels Bak. På bænken: Mogens Buurgaard og Them Dandanell. Træner: Allan Steen.

Mogens kom på banen i 2. halvleg i stedet for debutanten Niels Bak, og han fik mere spilletid end normalt, idet den ordinære kamp sluttede 1-1. I forlængelsen scorede Dragør og vandt derved 2-1. B.93 sluttede med 10 mand, idet Jens Kolding blev udvist.

Mogens Buurgaard spillede 26 kampe på 2. holdet, fordelt med 8 kampe/3 mål i 1985 og 18 kampe/3 mål i 1986.

Mogens Buurgaard, der bor i Farum, kan opleves på Farums veteranhold.

30. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen