Kim Oskar Brokhattingen, født 12-08-1952 (Finland), angriber, 11 kampe/1 mål (1974/75).
Ungdom: Søllerød og AB. Senior: Brønshøj (1971/74 – 30 kampe) og B.93 (1974/75). Kim var udvalgt SBU-hold både som junior og ynglinge. Han topscorer for Brønshøj i 1973 med 10 mål.
Kim var en målfarlig angriber, der havde sin force i et hurtigt antrit, en pågående spillefacon og et hovedspil over gennemsnittet.
Kim kom til B.93 i sommerpausen 1974. Efter bare en enkelt kamp på 2. holdet, ude mod FB 2-0 (1 mål), fik han sin debut på førsteholdet i udekampen mod Silkeborg i 2. division. Kim afløste Leo Christiansen. Også backen Ole Granhof debuterede i Silkeborg.
Holdet: Henrik Juul – Leif Kronholm, Erling Bøje, Ejgil Rolands Petersen, Ole Granhof – Ole Petersen, Ole Jensen, Finn Ilsø – Kim Brokhattingen, Bent Andersen og Jens Kolding. På bænken: Jan Wennecke. Træner: Knud Petersen. Kampen i Silkeborg blev tabt med 0-2.
Trods nederlaget i Silkeborg var der genvalg til Kim. Næste kamp blev vundet med hele 5-1 over AB på Østerbro Stadion. Kampen efter blev også vundet, denne gang 4-3 på udebane over OB. Efter nede med 0-2 ved pausen, scorede Erling Bøje og Bent Andersen (to gange). Det var Kim der scorede udeholdets fjerde mål i træk.
Kim spillede fire kampe i efteråret 1974, han var 12-mand i fire kampe i foråret 1975 og var indestarter i tre kampe i efteråret 1975. Det giver 11 kampe/1 mål, og det stemmer.
Kim spillede i alt 21 kampe på 2. holdet i samme periode (1974/75).
Kim der var stud. med. er – ikke overraskende – læge. Han er medejer af Lægehuset i Englandsgade i Esbjerg. Som det fremgår af fødestedet har Kim finske aner.
26. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

