Rasmus Brodersen, født 27-03-2002, forsvarer, 49 kampe/0 mål (2021/23).
Ungdom: Hornbæk, BSV, FCN, FCK og B.93. Senior B.93 (2021/23), AB (2023/25) og HB Køge (2025 – efterår>).
Rasmus Brodersen var en del af U19-holdet, der i sæsonen 2020/21 vandt den landsdækkende 1. division. Det var et talentfuldt U19-hold med profiler som Milan Rasmussen, Abdullah Iqbal, Benjamin Juel-Berg og Rasmus Brodersen.
I foråret 2021 blev Rasmus en del af 1. holdstruppen, som i forvejen bestod af mange unge spillere. Rasmus er en løbestærk back, der kan bruges i begge sider, men helst i højre side. Han fik sin debut på 1. holdet som 18-årig (kort tid før han blev 19 år), nemlig 08-03-2021. Det var årets første turneringskamp, som blev spillet i Sundby Idrætspark, idet den normale hjemmebane Østerbro Stadion ikke var kampklar. Modstanderen var Holbæk.
Holdet var: Aris Vaporakis – Simon Wæver, Søren Koefoed Sørensen, Hamid El Idrissi og Benjamin Lund – Niels Morberg, Mikkel Mouritz og Søren Nørgaard – Jeppe Erenbjerg, Souheib Dhaflaoui og Mican Atici. Indskiftet: Adam Emme Jørgensen, Daniel Stückler, Milan Rasmussen, Malthe Weisdorf og Rasmus Brodersen (debut). Træner: Thomas Nørgaard.
Det blev en storsejr på 6-2 efter en lynføring på 4-0. Derved fortsatte B.93 jagten på 1. pladsen, som Jammerbugt FC sad på.
Efter fire kampe som indskifter var Rasmus forfremmet som indestarter i hjemmekampen mod Middelfart. Han erstattede venstre backen Benjamin Lund. Det blev ikke til en hel kamp for Rasmus, idet han i starten af 2. halvleg fik to gule kort, og derved kunne han komme i bad uden at skulle stå i kø. Det lykkedes hjemmeholdet, at forsvare 1-0-føringe. I sine 10 kampe i foråret fik Rasmus i alt disse to gule kort (dårlig planlægning).
I sæsonen 2021/22 spillede Rasmus 22 af de 34 kampe, de 15 som indestarter, fordelt med 10 som venstre back og 5 som højre back. I efteråret 2022 blev kamptallet øget med 10 af slagsen. I foråret 2023 blev det kun til yderligere 7 kampe. Han var med som venstre back i sæsonens sidste kamp, hjemme mod Thisted. For at være sikre på oprykning til 1. division skulle B.93 bare bruge et sølle point. Det lykkedes, idet kampen sluttede 1-1.
Det var en overraskelse, at Rasmus efter sæsonen skiftede til AB. Der var ellers basis for mere spilletid i B.93 eftersom den suveræne højre back Simon Wæver samtidig skiftede til SønderjyskE. Det blev til to år i AB, med megen spilletid. I sommeren 2025 kom han til HB Køge på en treårig kontrakt.
12. januar 2026 / Palle ”Banks” Jørgensen

