Leslie Bolton (født Hansen), født 22-11-1909 (Gentofte), forsvarsspiller, 2 kampe/0 mål (1934). Spillede 1 A-landskamp/0 mål (1938) for HIK.
Ungdom: HIK. Senior: HIK (1929/34), B.93 (1934) og HIK (1935/44 – i alt 143 kampe). Som det fremgår, var Leslie Bolton kun på et kort besøg i B.93, inden han vendte tilbage til moderklubben HIK. Det blev kun til to kampe i efteråret 1934. Han havde svært ved, at komme på det stærke 93-hold, hvor backpladserne var besat af Fritz Tarp og Børge Holmfred. Halfbackkæden bestod af Raymond Hansen, Poul Zølck og Haldur Lasthein. Og så vendte Leslie tilbage til HIK.
Tre år efter tilbagekomsten til HIK blev Leslie Bolton klubbens første A-landsholdsspiller for HIK. Han var en meget alsidig forsvarsspiller. Hans foretrukne plads var centerhalf. Leslie Bolton var anfører for HIK. I en kamp mod Fremad Amager gav han sin egen målmand, Robert Jensen, der var blevet fornærmet på sine medspillere, ordre til at forlade banen, efter HIK var kommet bagud med 1-7 (resultat 1-8).
Sammen med bl.a. Ralf Ginsborg og Ole Madsen er Leslie Bolton med på ærestavlen (Wall of Fame) i HIK, lokalerne på Hartmannsvej. Leslie Bolton var autoriseret el-installatør og havde sin egen forretning i Ny Kongensgade 8, telefon Byen 7290.
Hans navn var oprindeligt Leslie Bolton Hansen, men i 1928 droppede han Hansen. Hans forældre, der var viet i Sunderland (England), hed hhv. Hansen (faderen, der var maskinmester) og Bolton (moderen). Leslie blev født på Gentofte Vandværk! Lad os antage, at faderen var ansat på vandværket med tjenestebolig.
Leslie døde 4. december 1986 (Søllerød) i en alder af 77 år.
6. juli 2011 / Palle “Banks” Jørgensen

