Bakovic, Dragan

Dragan Bakovic, født 04-06-1980 (Herlev), midtbanespiller, 103 kampe/1 mål (1999/10). Forældrene er fra Montenegro.

Ungdom: Brøndby. Senior: B.93 (2000/01 – 3 kampe), Ballerup (2001/02), Hvidovre (2002 – 13 kampe/0 mål), B.93 (2003 – 5 kampe), Lyngby (2004/05), B.93 (2006/09 – 75 kampe), Stenløse (2009), B.93 (2010 – 20 kampe), Avarta (2011/12) og BSV (2013).

Dragan var en lille tætbygget midtbanespiller, der som oftest spillede på den centrale midtbane, hvor han forstod at sætte sig igennem med kraftfulde tacklinger. Han var en god spilfordeler, med en fin sparketeknik. Til trods for sin fine sparketeknik scorede han kun en enkelt gang i sine over 100 førsteholdskampe, og det var højest overraskende. Målet faldt i Valby Idrætspark den 23. august 2008 i pokalkampen mod Lyngby (1-4).

Dragan debuterede som 18-årig den 8. april 2000 i udekampen mod Frem. Turneringsrunde nummer 19 i 1. division.

Holdet var: Nicolas Nielsen – Thomas Høy, Thomas Axel Madsen, Thomas Madsen, Morten Karlsen – Flemming Frandsen, Dragan Bakovic, Lasse Sigdal – David Rasmussen, Newroz Dogan og Ulrik Drost. På bænken: Ugo de Lorenzo, Jeppe Tengbjerg og Rajko Lekic. Træner: Christian Andersen.

Det blev til et af sæsonens sjældne nederlag. Frem vandt kampen 3-1. Det var et dyrt nederlag, for B.93 sluttede kun et sølle point (og bedre målscore) end Viborg på 2. pladsen, der rykkede op i Superligaen sammen med FCM. Dragan spillede kun denne ene kamp.

Dragan spillede i hele fire forskellige perioder i B.93. Først tog han til Ballerup og Hvidovre (og så kom han sgu’ retur), så tog han til Lyngby (og så kom han sgu’ retur) og så tog han til Stenløse (og så kom han sgu’ retur). Han sluttede i Avarta og BSV (uden at komme retur).

Sin bedste periode havde Dragan i efteråret 2008, hvor B.93 spillede sin hjemmekampe i Valby Idrætspark pga. renovering af Østerbro Stadion. Han havde sin store andel, at B.93 var med i toppen sammen med FC Vestsjælland og Brønshøj ved vinterpausen. Da foråret startede, var Dragan skadet, og havde efterfølgende svært ved at tilbageerobre sin plads på midtbanen.

Noget overraskende fik han sin gamle plads på midtbanen i sæsonens sidste kamp, den famøse play off kamp (oprykning til 1. division) i Brabrand, hvor B.93 førte 2-0 ved pausen på to scoringer af Bashkim Kadrii (hjemmekampen var sluttet 0-0). Hjemmeholdet scorede tre gange i det første kvarter af 2. halvleg, og derved blev det hele tabt på gulvet.

Dragan spillede sin – måske foreløbig – sidste kamp den 13. november 2010 på Østerbro Stadion mod Nordvest (0-1). Der var gået 10½ år siden hans debut, og de magiske 100 kampe var blevet opnået ude mod BGA (1-1).

22. oktober 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen