John Andreasen, født 20-12-1918 (København), angriber, 2 kampe/1 mål (1947).
Ungdom/Senior: B.93. John Andreasen var en udpræget venstre wing. Noget overraskende kom han på 1. holdet. Han fik sin debut i sæsonen 1946/47, hvor han blev udtaget til første kamp i foråret 1947 (13. april), som var en turneringskamp mod Frem (1-4) med 16.300 tilskuere. Trods nederlaget fik John A. en pæn debut, og det var ham der scorede det enlige mål.
Desværre for John A. var der typografstrejke i fire måneder i 1947 (marts, april, maj og juni), så der udkom ikke aviser. Det blev til en kamp mere for John A., denne gang mod Fremad Amager (0-2). I hele sæsonen havde de forsvarende mestre besvær med både at skrabe point sammen og med at besætte de to fløje. I de 19 kampe blev forsøgt fem forskellige på højre fløj.
Og på venstre fløj blev benyttet ikke mindre end ni forskellige. Det må være uofficiel klubrekord. Dem der blev forsøgt var: Helmut Nielsen, Arne Petersen, Svend ’Boston’ Nielsen, Kaj Larsen, Eyvind Berger, Poul Eriksen, Bent Nielsen, John Andreasen, Karlo Niilonen.
Holdet i debutkampen: Ove Jensen – Knud Børge Overgaard, Christen Brøgger – Jørgen Hammeken, Per Brandtmar, Eyvind Berger – Aksel Kørner, Svend ’Boston’ Nielsen, Helmut Nielsen, Arne Petersen og John Andreasen.
John Andreasen var ualmindelig aktiv. Udover selv at være aktiv spiller var han f.eks. i 1946: Medlem af bestyrelsen, medlem af spilleudvalget i fodbold, medlem af spilleudvalget i cricket, flittig skribent i medlemsbladet (under ’Nikkelhorn’). Og så var han for øvrigt også leder af bordtennisafdelingen.
John Andreasen var klubbens formand (1973/83). Han blev i 1984 klubbens fjortende æresmedlem. Han er omtalt i de specielle afsnit om hhv. formænd og æresmedlemmer. John A. er således blandt de fem formænd der har en fortid på 1. holdet i fodbold. De øvrige er Helge Scharff, Knud Rasmussen, Ove Jensen og Johnny W. Hansen. Tallet blev øget til seks, da Hans Drachmann blev formand i 2015.
John Andreasen døde den 4. januar 2001 (Frederiksberg). Han blev 82 år.
22. oktober 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen

