Andersen, Tommy

Tommy Kvist Andersen, født 17-10-1938 (København), målmand, 29 kampe/0 mål (1958/60). Spillede 2 U-landskampe/0 mål (1959) og 1 Y-landskamp/0 mål (1957) for B.93.

Ungdom i B.93. Senior: B.93 (1958/60). De resterende 11 år (1960/71) vogtede Tommy målet i fire forskellige klubber i Schweiz:  Grasshoppers, FC Baden,  Ebikon og Küsnacht. I de to sidstnævnte klubber var han tillige træner.

Tommy var en høj, rødhåret, reaktionsstærk målmand. Han var specialist i at redde straffespark. Tommy var sidste skanse i den vanskelige 1959-sæson i 1. division, hvor nyoprykkerne fra B.93 kun opnåede 6 point i de 22 kampe (2 sejre, 2 uafgjorte, 18 nederlag). Målscoren var bogført til 27-62. Tommy var foretrukket frem for den lille målmand Kurt Hansen, der havde stået i jubelsæsonen 1958.

Det var B.93’s tidligere træner Frank Petersen, der fik ham til Schweiz, hvor han fik job som maskinarbejder, samtidig med han spillede som halvprofessionel. Man kan læse mere om Frank Petersen under afsnittet med 1. holdets trænere.

Tommy vendte hjem i 1971 og var træner for Tjenernes Idrætsforening, Humlebæk og Hellas. Efter han var vendt hjem købte han papirfirmaet ”Papirhallen”. Nogle af hans tre drenge har nu overtaget papirfirmaet. Tommy vogter i enkelte tilfælde målet for Grand Old Master i AB, hvor han også er med på ”Tjønsholdet”, som man kan læse mere om på ab-tjoensere.dk. Tommy var fast deltager på den årlige Nostalgifest i B.93, hvor han nød samværet med gamle klubkammerater.

Tommy Andersen, der boede på Amager, døde 23-05-2019 (80 år) under et ferieophold i sin ferielejlighed i Torrevieja (Alicante) i Spanien. Siden 2016 havde han været i dialyse pga. af svigtende nyre. Den eneste vej ud af en sådan dialyse er en nyretransplantation, men det havde han fravalgt, det er for de unge sagde han.

27. maj 2019 / Palle ”Banks” Jørgensen