Andersen, Holger

Holger Hvilshøj Andersen, kaldet ’Lille Holger’, født 27-12-1917 (Skive), angriber, 1 kamp/0 mål (1942).

Holger Hvilshøj Andersen, aldrig kaldt andet end ’Lille Holger’, fik sin eneste førsteholdskamp den 30. august 1942. Lille Holger skulle erstatte Lille Kaj (Hansen), der endnu engang var blevet skadet efter en hård behandling. Dagens modstander var KB.

Holdet var: Hans Pedersen – Poul L. Hansen, Ernst Spiegelhauer – Arno Nielsen, Kenneth Seidler, Arne Sørensen – Olaf Baltzarsen, Knud Børge Overgaard, Helmut Nielsen, Jørgen Hammeken og Holger Andersen.

Som sædvanlig når KB og B.93 mødtes blev der gået til vaflerne. Allerede i første halvleg måtte dommeren Aage Boe, KFUM, uddele en kollektiv advarsel til de to hold. KB vandt kampen 3-2 (0-1).

Lille Holger, der var en hurtig spiller, spillede en udmærket første halvleg. I anden halvleg blev han trådt over foden et par gange, og han forsvandt ud af billedet.

Lille Holger kom fra Aalborg Chang, hvor begge hans brødre Viktor og Aage havde været i bestyrelsen. Aage blev kaldt ’Silden’ pga. sin ringe højde. Da Holger var endnu mindre blev han kaldt ’Ansjosen’. Men i B.93 hed han aldrig andet end Lille Holger.

Der gik mange muntre historier om Lille Holger. Hans angrebskollega Jørgen Hammeken kunne fortælle historier om Lille Holger i timevis.

Det siges, at Lille Holger efter sin debutkamp i Idrætsparken, om mandagen ringede til sin arbejdsgiver Berlingske Tidende, og sygemeldte sig. ”Jeg har knust foden”.

Ved enhver given lejlighed, når spillerne var på danserestaurant, stillede Lille Holger sig op på stolen og slog ud med armene, og råbte: ”Kan alle se mig – kan alle høre mig – ved alle hvem jeg er”. Selvom han var lille, så havde han en pragtfuld sangstemme. Og når han sang: ”Lykken kommer, lykken går”, så var der ikke et øje tørt.

Holger Andersen døde den 24. april 1998 (Aalborg). Han blev 80 år.

10. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen