Andersen, Erik (årgang 1938)

Erik Andersen, født 08-05-1938 (København), forsvarer, 1 kamp/0 mål (1961).

Erik Andersen har altid spillet i B.93. Han var en solid back.

Erik fik sin eneste førsteholdskamp i den første kamp i sæsonen 1961, som var en pokalkamp. Efter sejre i efteråret 1960 over Ballerup (5-1) og Skive (1-0) var B.93 nået til 4. runde (1/8-delsfinalerne). Her var modstanderen KB, som lå i den bedste række, en række over B.93.

Der var afbud fra Henry Jørgensen, Leif Rønnow og Leif Petersen, ikke en rar situation for den debuterende træner Julius Kaloscha. Holdet blev:

Bent Jørgensen – Kurt Olsen, Erik Andersen – Bjarne Eklund, Svend ’Boston’ Nielsen, Anders Yrfeldt – Arvid Christensen, Jørgen Jacobsen, Bjarne Nielsen (Bokser), Erik Svendsen og Finn Jacobsen.

Kampen i Idrætsparken blev et mareridt. KB vandt 5-1 over et ualmindeligt svagt B.93-hold lød kritikken fra Politikens rapporter Flemming Nielsen over sin tidligere klub. Til orientering for debutanten scorede Bent Krog (2), Ole Sørensen (1), Leif Mortensen (1) og Jørgen Ravn (1). Der var 5.500 tilskuere til stripteasen.

Erik Andersen tabte ikke modet og fortsatte med at spille fodbold. Indtil 2008 var han med på klubbens ældste hold SGOM. Nu nøjes han med, at træne i Idrætshuset når hans båd i Vallensbæk er på land.

Hele tre med navnet Erik Andersen debuterede i 60’erne. De to andre var ’Pussy’ og ’Glip’.

Erik er kop-og-kande, som Amalie kalder det, med en anden tidligere førsteholdsspiller Eugen Pedersen. De bor tæt på hinanden på Frederiksberg og cykler sammen til motionstræning i Idrætshuset eller på Svanemølleanlægget.

Erik Andersen, døde 15-02-2025 (Frederiksberg)- Han blev 86 år. Erik havde været medlem af klubben siden 1951 og opnåede 74 års medlemskab.

16. februar 2025 / Palle ”Banks” Jørgensen