Der var både plusser og minusser at arbejde videre med, da B.93 sikrede sig en sejr på 3-2 i søndagens test ude mod Svogerslev Boldklub.
Optakten frem mod sæson er i fuld gang og B.93’erne stillede op med et slagkraftigt mandskab til opgøret. Kvinderne kom også blæsende ud af starthullerne og sad tungt på begivenhedernes gang fra første fløjt.
Efter et kvarters spil udmøntede overtaget sig i kampens første scoring, da Jazmin Issa fuldt fortjent bragte B.93 foran med 1-0.
Der stod i det hele taget B.93 på det meste af begivenhederne i første halvleg, og med lidt større skarphed i feltet kunne det da også være blevet både 2-0 og 3-0 efter åbningsmålet.
Få minutter inden pausen var Jazmin Issa dog igen på pletten, da hun fordoblede føringen til 2-0.
På alle måder en rigtig god præstation i første halvleg, hvor vi dog burde have scoret et par mål mere.
Men Svogerslev skulle ikke bruge mange minutter af 2. halvleg på at bringe spænding tilbage i opgøret, da Lea Gregers reducerede til 2-1. En vis uro bredte sig blandt B.93’erne, som slet ikke fik tingene til at glide som før pausen og mistede grebet om kampen.
Efter en lille times spil bragte Svogerslev balance i regnskabet, da Cecilie Barding udlignede til 2-2.
Det blev en 2. halvleg til glemmebogen, men alligevel formåede B.93 at komme tilbage mod slutningen af opgøret, og i de døende minutter kunne Ida Diget så sætte den sidste scoring ind til slutresultatet 3-2.
Der er lidt at arbejde videre med på træningsbanen, som assistenttræner Nikolaj Kragh Jeppesen formulerede det efter kampen.
Næste kamp
Sidste træningskamp inden sæsonstarten er ude mod BSF lørdag 7. marts kl. 12:45 i Ballerup Idrætspark.
Assistenttræner Nikolaj Kragh Jeppesen udtaler
– Det er en kamp med to helt forskellige halvlege.
– Vi kommer rigtig godt ud i første halvleg, sidder fuldstændig på kampen, dominerer og skaber store og halvstore chancer. Vi scorer to mål og kunne have scoret flere.
– Svogerslev har måske en halv chance i første halvleg. Vi lykkes med de ting, vi havde forberedt og ser rigtig gode ud før pausen.
– Til gengæld stempler vi slet ikke ind i anden halvleg. Vi laver et par fejl, der koster mål. Og så er mekanismerne i fodbold ofte sådan, at nervøsitet og uro kan brede sig på holdet, og så bliver det svært at spille med den tilgang, vi ønsker.
– Vi får overhovedet ikke sat vores præg på kampen før et kvarters tid før tid, hvor vi får arbejdet os lidt mere ind i opgøret, og får så også scoret til allersidst, så vi får sejren med hjem.
– Vi kan ikke være tilfredse med indsatsen i anden halvleg, så det skal vi hjem på træningsbanen og arbejde videre med, så vi kan sætte to gode halvlege sammen i den sidste træningskamp mod BSF i næste weekend.
– Vi tager en rigtig god første halvleg med som det positive, men vi må ikke igen komme helt skævt efter pausen, så det skal vi lære af.
B.93 på sociale medier
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93’s YouTube-kanal, så du får notifikationer, når der er nye B.93 TV-videoer.
Holdet på banen
Alma Meier (ud 45′)
Alexandra Holse (ud 85′)
Emilie Ramskov
Ida Diget (ud 45′, ind 85′)
Laiba Khan
Lisa Skjoldager (ud 60′, ind 75′)
Freja Abildå (ud 60′)
Signe Dylmer (ud 45′)
Luna Bruun (ud 75′)
Jazmin Issa (ud 60′)
Signe Tingager
På bænken
Mathilde Ohl (ind 45′)
Freja Vestfred (ind 60′)
Sophie Bagger (ind 60′)
Edith Rixen (ind 45′)
Laura Klitte (ind 60′)
Freja Simonsen (ind 45′)
Kampreferat af Pelle Kirchner.
Foto: Christian Midtgard.