Jacob J. Tannenberg, født 29-12-1883 (København), midtbanespiller, 64 kampe/0 mål (1904/12).
Jacob Tannenberg var en meget høj (190 cm) og meget dygtig fodboldspiller. Han var fast højre halfback i ti sæsoner.
Man fortalte om ham, at han under kampene altid gik rundt, og spejdede ud på tilskuerne for at finde en dame der var på størrelse med ham selv, og som han kunne gifte sig med. Han var meget ihærdig, og så vidt vides, så lykkedes det for ham!
I slutningen af karrieren kritiserede Sportsbladet ham for, at det tog en gyselig tid for ham at komme på benene igen, når han var faldet. Han var alt for død og stiv i bevægelserne. Kort tid efter stoppede den 28-årige.
Tannenberg vandt KBU-turneringen i 1906, 1908 og 1909. Han var også med, da B93 vandt historiens første KBU-pokalturnering i 1910 (2-0 over KB).
Jacob Tannenberg, direktør, sad i klubbens bestyrelse 1930/37.
Jacob Tannenberg døde den 12. september 1968 (Søllerød). Han blev 84 år.
3. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

