Nielsen, Simon

Simon Nielsen, født 09-07-1988 (Odense), angriber, 10 kampe/1 mål (2007).

Simon Nielsen var en af klubbens egne talenter. Han var en pågående angriber med en god sparketeknik. Efter nogle succesfulde kampe på 2. holdet var han klar til divisionsfodbold.

Simon Nielsen fik sin debut som 18-årig i årets første kamp, anden halvdel af sæsonen 2006/07 i 2. division/øst, som var en hjemmekamp mod LFA den 31. marts 2007. B.93 overvintrede tre point efter Hvidovre og to point efter Roskilde i toppen af rækken blandt de oprykningsberettigede (Brøndby II førte rækken, red.), så et spændende forår ventede.

Holdet var: Emil Jensen (debut) – Kasper Larsen, Mark Strøm, Kenneth Tange (debut), Dragan Bakovic – Venhar Sabani, Troels Jensen, Thomas Domino Andersen (debut), Quang Pham – Kristian Nielsen og Ronny B. Petersen. På bænken: Goran Alikalfic (målmand), Martin Drescher, Glenn Marcher og Simon Nielsen (debut). Træner: Michael Schäfer.

Det blev en dårlig start på foråret, idet B.93 tabte med hele 3-6 efter pausestillingen 1-4. I pausen blev tre mand udskiftet, nemlig Thomas Domino Andersen, Troels Jensen og Quang Pham. De blev erstattet af Glenn Marcher, Martin Drescher og debutanten Simon Nielsen, som således var med til at spille 2-2 i anden halvleg.

Simon Nielsen var indestarter i de to næste kampe, som var mod Glostrup, ude (2-0) og Holbæk, hjemme (0-2). Så røg han på bænken, kom ind og scorede mod AB 70 (1-2), var indestarter mod Brøndby II (2-1) og på bænken mod Skovlunde (3-0). Status for foråret 2007 blev 6 kampe/1 mål.

I efteråret 2007 var trafikken endnu mere uregelmæssig (ligesom DSB, red.), og det blev kun til fire kampe, heraf de tre med start på bænken.

Herefter stoppede Simon Nielsen fodboldkarrieren. Det var en skam, at talentet opgav så hurtigt.

17. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen