Leif Funcke Nielsen, født 23-08-1965 (Frederiksberg), forsvarsspiller, 206 kampe/7 mål (1986/95).
Ungdom: Lillerød og Birkerød. Senior: Birkerød (1984/85), B.93 (1986/95) og Fremad Valby (1995/96). Funcke, venstrebenet, var en fremragende fodboldspiller, god i både defensiven og offensiven. Og så havde han et hurtigt antrit. Han spillede langt de fleste kampe som venstre back. Når Funcke rykkede med frem på venstrekanten, var der altid fare på færde. Han havde en vis evne til at komme til baglinjen.
Funcke vil komme i betragtning, hver gang nogle kommer i tanke om, at de vil sætte alle tiders 93-hold.
Træning var ikke noget der sagde Funcke ret meget, og det var årsagen til at karrieren – alt i alt – blev for beskeden.
Funcke scorede et af de vigtigste mål i klubbens historie. Den 17-11-1991 spillede B.93 sæsonens (2. division/øst) sidste kamp i Greve. Hjemmeholdet spillede for 2. pladsen (playoff-kampe), medens B.93 spillede for, at undgå nedrykning til Danmarksserien.
Efter 20 minutters spil scorede Funcke et fremragende mål på langskud, årets mål iflg. Greve Lokalavis. Målet betød måske, at B.93 ikke tabte kampen, som havde betydet en katastrofal nedrykning.
Leif Funcke stoppede som 30-årig, tog lige en sæson i Fremad Valby, hvor Kenneth Bech var træner.
Han har arbejdet i Danske Bank-koncernen siden 1986, aktuelt er han sagsbehandler i Danica Pension. Er far til tre, årgang 1989, 96 og 02. Funcke er ungdomstræner i Allerød.
25. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

