Holmfred, Børge

Børge Gottlieb Holmfred, født 06-02-1911 (København), forsvarsspiller, 120 kampe/1 mål (1932/41).

Børge Holmfred blev erstatningen som venstre back for Ejner H. Hansen, der måtte stoppe karrieren pga. dårligt knæ. Det blev en fuldgod erstatning. Børge spillede en solid venstre back de næste ni sæsoner, bortset fra 1937/38 hvor han slet ikke var med.

Hans enlige mål faldt den 29. april 1934, hvor B.93 mødte AB i holdenes sidste kamp i 1. division. Holdet var: Svend Jensen – Fritz Tarp, Børge Holmfred – Raymond Hansen, Poul Zølck, Haldur Lasthein – Arno Nielsen, Kaj Hansen, Henry Nielsen, Kaj Uldaler og Carl Stoltz.

Situationen var den, at hvis B.93 vandt, så førte de 1. division. Men de ville ikke vinde DM, såfremt B1903 to dage senere fik point mod KB. Underligt kampprogram. B.93 vandt 3-1 og Børge Holmfred scorede til 2-1 i anden halvleg. Allerede i 1. halvleg blev begge hold reduceret pga. skader; AB til ni mand, B.93 til ti mand (Poul Zølck udgik). Det var på den baggrund, at Børge forvirrede sig op i modsatte ende.

Vi må lige vente et par dage for, at høre resultatet med B1903-KB. Det kom så nu, KB vandt 5-2 og derved var B.93 danske mestre.

Børge Holmfred blev også DM-vinder i 1935 og 1939. Derudover vandt han KBU-turneringen i 1934 og pokalfinalen mod Frem (4-2) samme år.

Sideløbende med DM-turneringen (10 hold, enkeltturneringen) blev afviklet en KBU-turnering (typisk otte hold, enkeltturnering). Fra sæsonen 1936/37 blev 1. division en dobbeltturnering, og i medfør heraf blev KBU-turneringen aflivet.

Børge Holmfred var med i udekampen 11. september 1938 mod AaB (0-1). Det var første gang, at klubben fløj til en kamp. Efterårets øvrige otte kampe blev alle vundet!

Vore sporhunde og hemmelige agenter har endnu ikke fundet ud af, hvornår Børge Holmfred døde.

7. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen