Karl Johannes Kristoffer Groule, født 02-12-1872 (København), forsvarsspiller, 3 kampe/0 mål (1897/98).
Karl Groule havde tidligere spillet i ’gamle’ ØB. Favoritpladsen var højre back. Han var en ualmindelig kraftig spiller, men spillede overordentligt fair. Han havde et sikkert og langt spark, men han var noget tung og derfor ikke svær at pudse.
Karl debuterede i første kamp i sæsonen 1897/98. På Fælleden blev ’nye’ ØB besejret med 5-1. Cifrene snyder, idet kampen sluttede 1-1. Og da man ikke spillede med uafgjort, skulle der spilles 2 x 15 minutter, og her scorede B.93 fire gange.
Holdet var: Frederik Nielsen – Karl Groule, August Lange – V. Neuhausen, C. V. Lauersen, Lauritz Olsen – Johannes Gandil, Olaf Sørensen Windinge, Jacob Staal, Christian Knauer og Christian Arnesen.
Karl Groule døde den 4. november 1940 (København). Han blev 67 år.
22. juli 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

