Bech, Magnus

Magnus Bech (egentlig Bæch), født 08-12-1889 (København), angriber/fløjhalf, 20 kampe/0 mål (1907/10).

Magnus Bech debuterede som 17-årig på førsteholdet i oktober 1907 mod AB (2-5). Det var første gang, at AB vandt over B.93 i det ’nye’ århundrede (bortset fra en famøs kamp i 1904, hvor AB vandt uden kamp). Magnus Bech fik sin debut efter afbud fra Ove Palsby.

Trods nederlaget til AB vandt B.93 alligevel KBU-mesterskabet 1907/08. Det blev sikret i sidste runde, hvor netop AB fik smæk med 6-2. Anthon scorede fem mål og August Lindgren et enkelt. B93 vandt med 8 kampe og 11 point, foran AB (10 p.), KB (10 p.), Frem (7 p.) og Olympia (2 p.).

Magnus bed sig med det samme fast på holdet. Så fast, at han blev udtaget til OL-holdet i 1908 (London), hvor han sad på reservebænken. Det lykkedes aldrig Magnus, at få nogen landskampe. På banen ved OL (sølvmedaljer) var B.93 repræsenteret af Harald Hansen, August Lindgren og Johannes Gandil.

Da det kneb med målfarligheden blev Magnus for det meste benyttet som fløjhalf.

Magnus Bech døde den 4. oktober 1940 (København). Han blev 50 år.

3. august 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen