Andersen, Tom

Tom Andersen, født 01-02-1946 (København), forsvarsspiller, 49 kampe/0 mål (1966/70).

Tom Andersen, kaldet ’Andy’, var ungdomsspiller i B.93. Det var meget naturligt, idet han boede i Ved Klosteret 2, i samme opgang som Niels Ole Bihlet. De var begge med på ynglingeholdet, der i 1963 tabte pokalsemifinalen ude på Rådvadsvej mod Brønshøj (1-6).

Det ellers så stærke hold havde en kollektiv offday. Holdet var: Ove Nielsen (Maler) – Torben Klarskov, Bo Jensen – Sven Erik Jensen, Tom Andersen, Niels Ole Bihlet – Tom Davidsen, Mogens Frederiksen, Poul Jensen, Valdemar Bandolowski og Finn ’Ludo’ Jensen. Med i bruttotruppen var bl.a. Henning Tøth, Benny Karulf (Dingle) og Peter Borch.

Tom var en typisk forsvarsspiller, nærkampstærk og stærk i hovedspillet. Han var lang og benet, så det var en mand man slog sig på. Hans favoritplads var så afgjort centerhalf, alligevel blev i langt de fleste af sine 49 førsteholdskampe brugt, eller rettere sagt misbrugt, som back.

Tom Andy debuterede som 20-årig på Østerbro Stadion i lokalopgøret mod Brønshøj i 1966-sæsonen (2. division). Holdet var: Bent Jørgensen – Kurt Olsen, Tom Andersen – Bernhard Deneke, John Christensen, Leif Kronholm – Per Jürgensen, Erik Rønnow, Arvid Christensen, Mogens Frederiksen og Finn ’Ludo’ Jensen. Træner: Bengt Annemann. Kampen sluttede 1-1. Per Jürgensen scorede det udlignende mål.

Sæsonen 1967 foregik også i 2. division. Tom Andy dannede backpar med Hans Paulander hele året. Holdet lå til oprykning før sidste kamp i Silkeborg, som intet havde at spille for. B.93 stillede op med Bernhard Deneke og Tom Søndergaard, der begge var mere end halvskadet, og tabte kampen 1-2 – og oprykningen til B1909.

Tom er en smule historisk i klubben, idet han var den første der blev udskiftet med en 12-mand. Det skete i pokalkampen i Holstebro (1-3) den 10. september 1967 (DBU-pokalen 1967/68). Han blev skadet i slutningen af 1. halvleg, og blev udskiftet i pausen med klubbens første 12-mand Bent Olsen (Nobby). I turneringen gjaldt reglen fra første kamp i sæsonen 1968 (hvor Finn ’Ludo’ blev udskiftet med Fugger).

Tom Andy rejste til Horsens som et led i sine ingeniørstudier, og bosatte sig sidenhen i Aarhus, hvor han stadig bor. Han har været aktiv ungdomsleder i AGF, hvor han aktuel spiller gammelmandsfodbold med bl.a. håndboldlegende Leif Gelvad (årgang 1935) og fodboldtræneren Hans Petersen. Tom fik i 2014 en hædersbevisning for sit mangeårige lederarbejde i AGF i form af ’Søren Nielsens Æresfad’. Medlemskab i 30 år, sad i fodboldudvalget i 10 år, har siden 1992 repræsenteret AGF  i Aarhus Fodbold Forums bestyrelse. Og så er han medhjælper på Stadion når AGF spiller.

Tom flyttede i 2018 til Randers. Så hans aktiviteter hos AGF er nok nedsat.

23. august 2020 / Palle ”Banks” Jørgensen