Carsten Trier Andersen, født 08-01-1979 (Vallensbæk), forsvarsspiller, 8 kampe/0 mål (2002).
Carsten Trier, der var ungdomsspiller i klubben, blev etableret på 2. holdet (20 kampe) allerede som første års senior i 1998. Han spillede 16 kampe på 2. holdet i 1999, var en tur i HIK, men vendte tilbage i sommeren 2002.
Carsten Trier debuterede på førsteholdet som 23-årig i den første kamp i sæsonen 2002/03, hvor det gjaldt en pokalkamp ude mod Næsby.
Holdet var: Nicolas Nielsen – Morten Lykke (debut), Sladan Peric (debut), Jimmy Müller (debut), Niels Madsen – Bashkim Ziberi, Troels Jensen, Peter Rewers (debut) – René Tengstedt, Christian Brøndum og Rami Kais. På bænken: Theis F. Rasmussen (målmand), Dennis Bo Mortensen (debut), Carsten Trier Andersen (debut) og Glenn Marcher (debut). Træner: Jesper Pedersen.
Holdet med hele syv debutanter tabte pokalkampen på Fyn med 1-2. Glenn Marcher scorede det enlige mål.
Carsten Trier spillede alle sine otte førsteholdskampe i løbet af efteråret, hvor B.93 befandt sig i 1. division. Efter syv kampe som indskifter, fik Carsten Trier chancen fra starten, som afløser for Niels Madsen, der var blevet alvorlig skadet, i det der skulle blive hans sidste kamp. Det skete den 26. oktober 2002, hvor B.93 på udebane mødte B.1913. To hold der begge var placeret nede omkring stregen – den i bunden.
Holdet var: Nicolas Nielsen – Christian Brøndum, Jimmy Müller, Jonas Troest, Carsten Trier Andersen – Sladan Peric, Troels Jensen, Peter Rewers – Glenn Marcher, Bashkim Ziberi og Bajram Fetai.
Efter kampen mod B1913 (0-2) blev Carsten vraget til fordel for det 16-årige talent Michael Jakobsen.
Carsten Trier Andersen bor i Hvidovre.
13. september 2011 / Palle ”Banks” Jørgensen

