10. september 2026

Silja Snerle, Mira Pastoft og Andrea Guy bliver en del af B.93 kvindesenior

B.93 har styrket truppen frem mod den kommende sæson med tre nye spillere, der alle kommer med erfaring fra A-Ligaen.

Silja Snerle fra OB, Mira Pastoft fra Brøndby IF og Andrea Guy fra de forsvarende danske mestre HB Køge er navnene på de tre forstærkninger, der skal være med til at indfri klubbens målsætning om en top-2-placering i B-Ligaens efterårssæson og dermed sikre kvalifikation til oprykningsspillet til A-Ligaen.

De tre nye spillere dækker hver sin del af banen. Mira bliver ny keeper i truppen, Silja styrker midtbanen, mens Andrea har sin vante plads på backpositionen.

Tilgangene tilfører nye kompetencer og kvaliteter til truppen, der både giver flere muligheder på banen og øger konkurrencen og bredden på flere positioner.

Tonny Jørgensen, sportschef for B.93 kvindesenior, udtaler

– Vi har fået tre rigtig spændende spillere ind, som hver især kommer med nogle kvaliteter, der kan tilføre noget til vores trup både her og nu og på længere sigt.

– Andrea er en spiller med et meget højt teknisk niveau, som passer rigtig godt ind i vores måde at spille på. Hun kan allerede nu bidrage med en masse, men samtidig ser vi også et stort potentiale i hende, som vi glæder os til at arbejde videre med.

– Mira kommer ind som en spændende keeper med masser af erfaring og har fra første dag bidraget med rigtig god energi til gruppen. Hun giver os nogle stærke kvaliteter på målmandspositionen og kommer samtidig med en erfaring, som bliver værdifuld for truppen.

– Silja er en stærk og fysisk spiller, der samtidig har et rigtig højt teknisk niveau. Hun kommer med en masse erfaring, som vi kan få glæde af med det samme, men vi ser samtidig nogle muligheder for at udvikle hendes spil yderligere.

– Samlet set har vi fået tre forskellige profiler ind, som styrker os på hver deres måde, og jeg glæder mig rigtig meget til at følge dem og se, hvad de kan tilføre holdet i den kommende tid.

Silja Snerle udtaler

– Jeg har valgt B.93, fordi jeg ser et stærkt miljø og nogle ambitioner, som passer rigtig godt til mine egne.

– Det er en klub, der gerne vil udvikle sig og tage næste skridt, og det er en rejse, jeg rigtig gerne vil være en del af.

– Jeg glæder mig over at være blevet en del af holdet og til at lære mine nye holdkammerater endnu bedre at kende. Samtidig ser jeg frem til at bidrage med mine kvaliteter både på og uden for banen.

– Nu handler det om at komme godt ind i tingene og gøre mit for, at vi sammen kan indfri de målsætninger, vi har sat os.

Mira Pastoft udtaler

– Jeg glæder mig rigtig meget til det nyt kapitel her i klubben.

– Jeg har fået et rigtig godt indtryk af både holdet og miljøet omkring det, og det virker som et spændende sted at komme til.

– Holdet har klare ambitioner for sæsonen, og dem glæder jeg mig til at blive en del af.

– Jeg vil bidrage med mine kvaliteter, arbejde hårdt for holdet og gøre mit for at holde målet rent, så vi kan samle en masse point.

Andrea Guy udtaler

– Der er mange velkendte ansigter i og omkring holdet, så det er et miljø, jeg allerede har et godt kendskab til.

– Det gør det selvfølgelig nemmere at komme ind i en ny klub, og jeg har allerede fundet mig godt til rette i hverdagen og fællesskabet i B.93.

– For mig handler skiftet også om at komme et sted hen, hvor jeg kan få en vigtig rolle og tage ansvar.

– Det motiverer mig, og jeg håber, at jeg med mine kvaliteter kan være med til at gøre en forskel i hverdagen og i kampene.

Alle tre spillere har været en del af sæsonopstarten og allerede fået flere optrædener i de første fire kampe. Mira har fået trøje nummer 1, mens Silja skal spille i nummer 15 og Andrea i nummer 5.

B.93 byder Silja, Mira og Andrea hjerteligt velkommen i klubben. Vi glæder os til at se dem og resten af holdet allerede på lørdag 12. september hjemme mod Næstved HG.

Foto: Jeppe Wermuth.