Kamp
Referat

B.93 – SUNDBY BOLDKLUB

Fuld tid
1-0 Sophie Bagger (9')1-1 Emilie Langhorn (26')2-1 Edith Rixen (45')3-1 Luna Bruun (91')
3-1
1. november 2026

Sejr i topkampen mod Sundby Boldklub

Resultat:
3-1
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
31/10/2026
Tilskuertal:
193

Det blev til den syvende sejr på stribe, da B.93 øgede forspringet ned til andenpladsen med en sejr mod de mangeårige københavnske rivaler fra Sundby Boldklub.

Lørdag eftermiddag stod den således på topbrag i B-Ligaen, da B.93 hjemme på Østerbro Stadion havde besøg af amagerkanerne.

Det startede forrygende for de formstærke 93’ere, der efter knap ti minutter bragte sig foran med 1-0, da frontangriber Sophie Bagger var på pletten.

Oppe på måltavlen så det ud som så mange gange før, men alligevel kæmpede B.93 igen med for alvor at få kontrol over begivenhederne. Gæsterne fra Sundby gjorde det svært for B.93, og havde i flere perioder af kampen overtaget på bolden.

Efter 26 minutter bragte den tidligere 93’er Emilie Langhorn da også balance i regnskabet, da hun fik netmaskerne til at blafre til fordel for udeholdet.

Det lignede længe at de to hold skulle dele i porten efter de første 45 minutter, men lige som dommeren skulle til at fløjte til pause, dukkede Edith Rixen op og sendte B.93 foran med 2-1. Det var den unge forsvarsspillers første officielle mål i B.93-trøjen.

Men dagens modstander fra Sundby var ikke sådan at slå ud. Heldigvis stod hjemmeholdet kompakt og velorganiseret i kæderne og gjorde det svært for Sundby at komme frem til de helt store og åbne målchancer, selvom der blev givet lidt for mange hjørnespark væk.

I dommerens tillægstid kunne målfarlige Luna Bruun dog lukke og slukke med sin scoring til 3-1 og jublen kunne bryde løs på Østerbro Stadion. hvor 193 tilskuere havde fundet plads og støttede kvinderne hele vejen igennem opgøret.

Næste kamp

Et meget spændende opgør i pokalturneringen er næste opgave, når Brøndby IF fra A-Ligaen er på besøg på Østerbro Stadion. Det er på onsdag 4. november og hovedsponsor ACT Architechs har købt kampen fri, så du kan hente din gratis billet på billet.b93.dk allerede nu og planlægge turen på stadion med familie og venner, så kvinderne får maksimal opbakning.

Cheftræner Søren Fjorting udtaler

– Det er sjovt at være en del af i øjeblikket. Spillerne har en fornemmelse af, at de ikke kan tabe fodboldkampe. Det er jo ret fedt at tage med ind.

– Det kendetegner også kampen mod Sundby, for vi spiller ved Gud ikke verdens flotteste fodboldkamp, men vi kommer sejrrigt ud af det igen.

– Det blev et opgør, der er ufatteligt meget præget af nervøsitet og dueller. På intet tidspunkt rammer vi dét som vi kan, når vi er allerbedst, hvilket også er en cadeau til modstanderen.

– Vi står ret solidt, når vi forsvarer. Vi har efterhånden fået sat nogle ret gode principper op for det defensive udtryk.

– Sundby bliver ikke super farlige, men hvis vi skal være lidt kritiske omkring den måde vi forsvarer på, så giver vi nok ti hjørnespark væk, fordi vi ikke er omhyggelige nok med clearinger og blokeringer, hvor vi står forkert vinklet.

– De får deres scoring, men har ikke så meget derudover. Vi formår omvendt heller ikke helt at få sat det præg på spillet, som vi gerne vil, og det skal vi selvfølgelig kigge på. For vi skal vænne os til det pres, vi spiller under, og også kunne håndtere det noget bedre.

– Der er en speciel historik med Sundby med en masse på de to hold, der kender hinanden. Det er lidt mere intenst og der er lidt mere lyd på det hold end på andre i rækken.

– Det stresser desværre vores spillere lidt. Vi havde talt om det inden, at vi ikke skulle lade os presse snak og lyd, men kun hvis der reeelt var et pres fra modstanderne.

– Alligevel går vi en lille smule i panik i nogle situationer. Det er en topkamp, og vi har ageret en anelse nervøst i for eksempel de to første halvlege, vi har har spillet i de to seneste kampe.

– I dag får vi en drømmestart og kommer foran efter 8-9 minutter. Men derfra formår ikke at tage presset af skuldrene, men efterlader desværre initiativet til Sundby.

– Jeg er super tilfreds med resultatet, men vi kan sagtens spille pænere fodbold end det vi viser i dag.

– Den modstand vi vil møde, når og hvis vi rammer Kval-spillet må vi formode er lidt højere end her i B-Ligaen, så vi skal også tilpasse os, så vi spiller med det mod vi har gjort tidligere og at uanset modstanderen, så skal vi spille med vores eget DNA og udtryk.

– Det skal vi klart kigge ind i og træne sammen nu.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube-kanal, så du får notifikationer, når der er nye B.93 TV-videoer.

Holdet på banen

Signe Munk

Andrea Guy (ud 66′)
Emilie Ramskov (ud 46′)
Katrine Krag-Andersen
Sarah Kold

Maria Slott (ud 82′)
Freja Abildå
Edith Rixen (ud 66′)

Alexandra Holse
Sophie Bagger (ud 77′)
Luna Bruun

På bænken

Mira Pastoft
Freja Vestfred
Signe Dylmer (ind 82′)
Louise Ringsing (ind 66′)
Emma Drewes (ind 77′)
Karla Borre (ind 66′)
Thea Roque-Krag (ind 46′)

Kampreferat af Pelle Kirchner.
Foto: Jeppe Wermuth.