B.93 Kvindesenior forstærker truppen med to rutinerede profiler, da Louise Ringsing og Katrine Krag-Andersen skifter Næstved HG ud med Østerbro.
De to nytilkomne kommer begge med stor erfaring og mange kampe på højt niveau i dansk kvindefodbold og har allerede været en del af opstarten og turneringsstarten med resten af B.93-truppen.
Louise Ringsing kommer til B.93 med et imponerende CV i bagagen. Midtbanespilleren har gennem sin karriere repræsenteret flere større klubber såsom Fortuna Hjørring, Brøndby IF, Bayer 04 Leverkusen og RB Leipzig.
Louise står også bag et af de mål, der for alvor har skrevet sig ind i historiebøgerne i dansk kvindefodbold. I Parken scorede hun det famøse mål mod F.C. København, da hun fra et direkte frispark på midten af banen sendte bolden hele vejen i mål. Se målet her..
Katrine Krag-Andersen tilfører ligeledes masser af erfaring til B.93. Den rutinerede forsvarsspiller kommer med over 250 seniorkampe for Næstved HG i bagagen og skal være med til at styrke defensiven på Østerbro.
Tonny Jørgensen, sportschef for B.93 kvindesenior, udtaler
– Vi får to spillere ind med stor rutine og mange kampe i Kvindeliga-regi.
– Katrine er en rutineret forsvarsspiller, som kommer med mange af de kvaliteter, vi har brug for defensivt, mens Louise kommer ind med yderligere stabilitet på en midtbane, der i forvejen ser rigtig stærk ud.
– Begge er faldet rigtig godt til i truppen og passer rigtig godt ind i gruppen.
– Vi har været meget tilfredse med det, vi har set fra dem gennem hele opstarten og turneringsstart, og vi glæder os til at se dem i B.93-trøjen.
Katrine Krag-Andersen udtaler
– Jeg er rigtig glad for at blive en del af B.93.
– Efter mange år i Næstved var det en stor beslutning for mig at prøve noget nyt, men fra første træning har jeg haft en virkelig god fornemmelse af klubben, holdet, staben og miljøet omkring det.
– Jeg oplever B.93 som en ambitiøs klub med et spændende projekt.
– Jeg glæder mig til at bidrage med mine kvaliteter og min erfaring – og til at tage hul på et nyt kapitel, hvor jeg med sikkerhed vil udvikle mig meget som spiller og person.
Louise Ringsing udtaler
– Jeg har valgt B.93, fordi jeg gerne vil være en del af en klub med ambitioner og en tydelig retning – en klub, der har målsætningen om at spille med om oprykningsspillet til A-Ligaen, og hvor jeg selv kan fortsætte med at udvikle mig og jagte drømmen om at spille A-Liga.
– Samtidig tiltaler klubbens spillestil mig rigtig meget. Jeg vil gerne være en del af et hold, der tør have bolden, gerne vil være dygtige på bolden og har modet til at spille sig ud af situationerne.
– Ligeledes er der noget helt særligt ved klubben.
– Det er en hyggelig klub med et stærkt fællesskab, hvor familier og børn kommer på stadion, og hvor man mærker, at fodbolden er for hele klubben – ikke kun for dem på banen.
– Det er kombinationen af ambitioner, spillestil, gode forhold og et stærkt klubmiljø, som gør, at jeg glæder mig rigtig meget til mit nye eventyr i B.93.
Louise Ringsing kommer til at optræde i trøje nummer 27, mens Katrine Krag-Andersen får nummer 3 på ryggen i B.93.
B.93 byder Louise og Katrine hjerteligt velkommen i klubben. Vi ser frem til at se dem i aktion når kvinderne spiller lørdag 29. august hjemme mod AaB.
Foto: Jeppe Wermuth.