Kamp
Referat

KOLDING IF – B.93

Fuld tid
1-0 Vladislav Marozau (22')2-0 Isak Tånnander (35')3-0 Vladislav Marozau (52')
3-0
22. marts 2026

Nederlag i Kolding

Resultat:
3-0
Spillested:
Autocentralen Park
Dato:
21/3/2026
Tilskuertal:
2.857

Med en sejr i lørdagens kamp i Kolding kunne B.93 spille sig i oprykningsspillet. Men lad det være sagt med det samme: Vi var ikke i nærheden af at få tre points med hjem fra det sydøstjyske.

B.93 indledte ellers kampen fornuftigt. Kristaps Grabovskis fik to gode muligheder, men kunne desværre ikke få sendt kvalificerede afslutninger mod mål.

Efter omkring et kvarters spil begyndte det hvidklædte hjemmehold at vise tænder. Og midt i første halvleg bragte de sig i front: Albert Nørager opfangede en løs aflevering i 93-opspillet og stak bolden dybt til Vladislav Marozau, som fra en position i feltets venstre side sikkert sendte den i mål.

I de derpå følgende minutter havde Kolding flere gode muligheder for at øge føringen. Det lykkedes for dem i det 35. minut, da Isak Tånnander fra nært hold headede en ripost i mål.

2-0 stod sig til pausen.

Kasper Lorentzens tropper gjorde et ihærdigt forsøg på at kæmpe sig tilbage i kampen umiddelbart efter pausen. Men Frederik Ibsen måtte også diske op med et par fine redninger.

Desværre gik det galt efter seks minutter. Et hjørnespark blev headet flot i mål af Vladislav Marozau.

3-0-målet punkterede kampen. B.93 kunne ikke for alvor svare igen, og Kolding ville bare køre resultatet i hus.

Et stolpeskud fra den farlige Morozov var den eneste nævneværdige hændelse i den resterende del af kampen.

Dermed blev det Kolding IF, der trak det længste strå i kampen om at komme med i top 6 – og det kunne der ikke indvendes noget imod på dagen.

NÆSTE KAMP

Vi afventer nu fastlæggelsen af kampene i Kvalifikationsspillet. Ti spændende kampe frem til sommer. Følg med her på hjemmesiden.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

– Vi møder et godt hold i dag. Jeg synes det bliver en kamp, hvor det lidt handler om hvem der får det første mål. Begge hold byder sig til offensivt indtil 1-0 scoringen.

– Vi har en god periode fra omkring det femte minut frem til det 22. minut, hvor de scorer. Her får vi skabt noget, hvor vi kan komme foran, hvis vi er mere skarpe og kyniske.

– Så kommer de foran på en “omstilling på en omstilling”, hvor vi lige har erobret bolden, så mister den og bliver fanget i ubalance. De kommer foran og får et overtag på det mentale og på energien.

– Mål gør meget og de får scoret igen efter en standardsituation med det tryk de får lagt.

– Derfra bliver det svært, for vi skal jo vinde. Vi går efter at få lagt et tryk fra starten af anden halvleg for at banke noget tro ind i tingene hos os selv og måske en lille smule tvivl hos Kolding.

– De første par minutter efter pausen starter vi godt og presser på. Hvorefter de får et hjørne og scorer til 3-0, og så er kampen meget tung at komme ind i.

– De tidspunkter, hvor kampen gerne skal sætte sig i vores favør, kommer det desværre til at gå den anden vej.

– Jeg sagde inden kampen, at jeg er stolt af dét vi har leveret og vil være stolt uanset resultatet i dag. Sådan har jeg det stadig.

– Selvfølgelig gør det ondt og vi er skuffede og ærgerlige. Men vi bliver ved med at bygge på som hold og blive bedre.

– Vi kendte ikke helt vores besøgelsestid i dag i en svær og vigtig kamp, men det lærer vi af og arbejder videre.

– Kæmpe ros også og tak for støtten til alle jer 93’ere, der havde taget turen med Kolding i dag.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Fra kampen mod Kolding IF har vi klip fra spillerne, der stiger på bussen lørdag morgen, da de kommer på banen til opvarmningen og cheftræner Kasper Lorentzens pep-talk inden kampen.

Highlights og stats på 1-division.dk

Du kan se kampens højdepunkter og øvrige stats på 1-division.dk.

Stort tilykke til Vincent Abildgaard, der i dag fik officielt debut for B.93.

Holdet på banen

Frederik Ibsen

Ludvig Fagersted
Andreas Heimer
Wilhelm Nilsson
Christoffer Henriksen (ud 62′)

Tobias Blidegn (ud 84′)
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 62′)

Roni Arabaci (ud 46′)
Kristaps Grabovskis

Adam Ahmad (ud 74′)

Casper Risbjerg

På bænken

Aris Vaporakis
Julius Voldby
Lulian Jakupi (ind 74′)
Vincent Abildgaard (ind 84′)
Fisnik Isaki (ind 46′)
Muhammad Huzaifa
Emil Christensen
Joseph Kinful (ind 62′)
Yasin Belhadj (ind 62′)

Kampreferat af Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.