B.93 skriver med den 18-årige offensivspiller frem til udgangen af 2028 efter imponerende udvikling på akademiet.
B.93 indgår kontrakt med 18-årige Vincent Abildgaard. Aftalen løber frem til udgangen af 2028 og belønner den udvikling, han har vist på U19-holdet, hvor det blandt andet er blevet til 18 mål i 25 kampe i U19-divisionen.
Vincent Abildgaard kan dække både 9’er- og 10’er-positionen og har allerede vist prøver på, at han er klar til at tage skridtet op til førsteholdet.
Han har noget i tid trænet fast med førsteholdet og i løbet af vinterpausen scorede han tre mål i træningskampene.
Vincent Abildgaard kom til B.93 i begyndelsen af 2023 fra Brøndby IF.
Fart. timing og en konstant trussel i feltet
Vincent Abildgaard har udviklet sig markant på B.93’s akademi, og derfor har det været en prioritet at sikre, at det også bliver i B.93 han tager de næste skridt.
CHEFTRÆNER KASPER LORENTZEN UDTALER
– Vincent har længe været en profil på U19, som vi har set mere og mere til på seniorniveau hen over en længere periode.
– Vinteropstarten gjorde det muligt for ham at være med hos os i et meget stort omfang og også rejse med på træningslejr.
– Han har taget de rigtige udviklende skridt, hver gang han har været med os, og imponeret os mere og mere.
– Vi er meget glade for, at Vincent vil være med på vores rejse fremover, for vi ser en spiller, som kan tilbyde en masse til vores seniorhold i fremtiden.
– Stor kredit også til vores rekrutterings- og talentafdeling for det fremragende arbejde, der bliver leveret igen og igen.
VINCENT ABILDGAARD UDTALER
– Det betyder rigtig meget for mig at skrive min første kontrakt med B.93.
– Det er en klub, der betyder meget for mig, og jeg har haft nogle virkelig gode år på akademiet, hvor jeg har udviklet mig meget.
– Jeg vil ind og sætte mit præg, bidrage med mål og energi og vise, at jeg kan gøre en forskel, når jeg får chancen.
– Det er stort for mig at tage det her skridt, og nu handler det om at gribe chancen og vise, at jeg hører til. Jeg er allerede blevet taget godt imod på førsteholdet og har fået en fornemmelse af niveauet.
– Derfor er det også vigtigt at sige tak til mine trænere og holdkammerater på akademiet, fordi de har en stor andel i, at jeg har fået den her mulighed.
Foto: Nicolaj Thomsen.