24. september 2026

RENPHO bliver ny Official Recovery Partner i B.93

B.93 har indgået et nyt partnerskab med RENPHO, der bliver klubbens nye Official Recovery Partner og fremover får en aktiv rolle omkring spillernes performance og restitution.

Samarbejdet er allerede kommet rigtig godt fra start. RENPHO har fra begyndelsen vist et stort engagement i B.93 og et ønske om at blive mere end blot en synlig partner. Det kommer blandt andet til udtryk gennem virksomhedens produkter, der bliver en integreret del af hverdagen og kampdagene omkring klubbens seniorhold.

Som Official Recovery Partner skal RENPHO bidrage med produkter og udstyr med fokus på restitution og performance, som spillerne kan benytte som en del af deres daglige arbejde i klubben.

Samtidig bliver RENPHO synlig flere steder omkring B.93. Partneren er at finde på ærmet af kvindeholdets spillertrøje og bliver eksponeret på Østerbro Stadion, ligesom samarbejdet også kommer til at leve gennem forskellige aktiveringer i løbet af sæsonen.

Allerede på lørdag til herrernes hjemmekamp mod Thisted FC bliver RENPHO en del af kampdagen, når de træder ind i B.93’s Man of the Match-koncept. Her vil kampens udvalgte spiller modtage en præmie fra RENPHO med fokus på restitution efter indsatsen på banen.

For B.93’s administrerende direktør, Nicolaj Thomsen, er den gode start på samarbejdet et eksempel på den type partnerskab, klubben ønsker at bygge videre på:

ADMINISTRERENDE DIREKTØR FOR B.93 COPENHAGEN APS, NICOLAJ THOMSEN, UDTALER

– RENPHO har fra første dag vist et enormt engagement og en oprigtig interesse i at hjælpe B.93 på alle de måder, de kan.

– Det er lige præcis den type partner, vi gerne vil have med omkring klubben.

– For os handler et godt partnerskab om mere end eksponering. Det handler om at engagere sig i hinanden, bakke op om hinandens ambitioner og finde ud af, hvordan vi sammen kan skabe værdi.

– Den tilgang har RENPHO haft fra starten, og vi glæder os rigtig meget til at bygge videre på samarbejdet.

I B.93 glæder vi os over det nye samarbejde og den gode start, vi allerede har fået sammen med RENPHO. Nu ser vi frem til at bygge videre på partnerskabet og få RENPHO endnu mere integreret i klubbens dagligdag.

Foto: Jeppe Wermuth.