B.93 opruster med to forstærkninger fra FC Nordsjælland.
B.93’s kvindehold styrker truppen yderligere med tilgangen af Laura Colstrup og Signe Tingager, der begge tiltræder på lejeaftaler. To spillere med stor kvalitet, som passer perfekt ind i klubbens ambitioner og den kultur, der er under opbygning.
Tonny Jørgensen, sportschef for B.93’s kvindesenior, bifalder tilføjelserne og ser frem til at se både Laura og Signe folde deres kvaliteter ud på banen.
Tonny Jørgensen, sportschef for B.93 kvindesenior, udtaler
– Det er to spillere med meget høj kvalitet, som nu tiltræder vores trup.
– Jeg har kendt dem begge i mange år og fulgt deres udvikling tæt gennem hele deres fodboldrejse. Da muligheden opstod, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at Laura og Signe skulle være en del af vores hold.
– Vi er i gang med at opbygge en ny kultur i B.93, og her passer de begge perfekt ind.
– Signe besidder stærke offensive kvaliteter, som jeg virkelig ser frem til at få i spil.
– Samtidig er Lauras enorme arbejdsindsats og kompromisløse tilgang til holdets fællesskab en stor gevinst for os.
Begge spillere forventes at få stor betydning for holdet i den kommende sæson. Laura bringer stabilitet og styrke i forsvaret, mens Signe vil bidrage med kreativitet og offensive løsninger på midtbanen.
Begge spillere er allerede faldet godt til i klubben, hvor de hurtigt har fundet sig til rette både på og uden for banen.
Laura Colstrup udtaler
– Jeg har fået en virkelig god modtagelse fra både spillere og trænere, og det har kun bekræftet mig i, at B.93 er det rette sted for mig.
– Jeg glæder mig meget til at komme i gang med mit lejeophold og ser gode muligheder for både personlig og sportslig udvikling.
Signe Tingager udtaler
– Jeg har fået en rigtig god start og en varm velkomst i B.93, og det gør mig ekstra motiveret for at repræsentere Byens Ægte Hold.
– Lejeopholdet giver mig mulighed for at udvikle mit spil og tage nye skridt i et miljø, hvor der stilles krav.
Laura Colstrup og Signe Tingager tiltræder begge B.93 på lejeaftaler fra FC Nordsjælland, som løber frem til sommeren 2026.
Laura, der primært spiller som centerback, vil optræde med trøjenummer 24, mens offensiv midtbanespiller Signe Tingager får nummer 27.
B.93 byder Laura og Signe hjerteligt velkommen i klubben og ser frem til at se dem i aktion i den kommende tid.
Foto: Jeppe Wermuth.