19. februar 2026

Kcal Collective er ny Health Partner i B.93

B.93 har indgået partnerskab med Kcal Collective, der bliver Official Health Partner i klubben. Kcal bliver med dette stærke partnerskab en fast del af både førsteholdenes hverdag og kampdagene på Østerbro Stadion.

B.93 har indgået partnerskab med Kcal Collective, som bliver Official Health Partner i klubben.

Med aftalen får B.93 en stærk partner, der på få år har etableret sig som en moderne københavnerinstitution inden for sund og velsmagende mad. Kcal vil også fremover figurere med logo på ryggen af træningstøjet på både kvinde- og herreholdet.

Kcal åbnede deres første butik i Hellerup for snart ni år siden og har i dag seks lokationer i København: Indre By, Frederiksberg, Amager, Valby, Hellerup – og på Østerbro.

Samarbejdet betyder, at Kcal bliver en del af hverdagen omkring vores to førstehold, mens B.93’s fans fremover kan købe Kcals mad fra en fast stand i den nye, udvidede fanzone på Østerbro Stadion til B.93’s hjemmekampe.

EN NATURLIG PARTNER FOR B.93

Med Kcal får B.93 en partner, der allerede er en naturlig del af mange københavneres hverdag – og som nu også bliver en del af oplevelsen omkring klubbens førstehold.

Adm. direktør i B.93 Copenhagen ApS, Christian Engell, udtaler

– Når man ser på, hvad Kcal har formået at bygge op i København, er det svært ikke at blive imponeret.

– De har skabt et koncept, som mange bruger igen og igen, fordi kvaliteten er høj, og fordi det bare fungerer i hverdagen. Den tillid, de har opbygget hos deres kunder, siger meget om dem – og det er netop den type partner, vi gerne vil knytte os til.

– Kcal bliver en integreret del af vores to førsteholds hverdag, hvor de er med til at sikre, at spillerne får den helt rigtige ernæring til deres særlige behov som atleter.

– Mange af vores fans tager i forvejen forbi Kcal, inden de skal på stadion og se kamp, og derfor er vi meget tilfredse med, at de også fremover bliver en fast del af vores kampdage.

– Vi arbejder målrettet på at gøre oplevelsen omkring vores hjemmekampe på Østerbro Stadion endnu bedre og mere helstøbt, så man har lyst til at komme i god tid og være en del af fællesskabet omkring klubben – og ikke nødvendigvis kun for at se 90 minutters fodbold.

– Vi er allerede stolte af det, vi tilbyder på kampdage, men Kcal vil helt sikkert være med til at løfte oplevelsen for mange.

– Det er et samarbejde, vi glæder os meget til.

SUNDHED I ØJENHØJDE

Direktør i Kcal Collective, Mads Lange, udtaler

– Vi er stolte af at indgå et samarbejde med B.93, en klub, der ser hele mennesket, både på og uden for banen.

– Det matcher vores værdier og vores tilgang til at arbejde med unge og ambitiøse mennesker, og vi var aldrig i tvivl om, at dette samarbejde var det rette.

– Vi glæder os til at blive en del af hverdagen omkring klubben og bidrage til, at spillerne får de bedste forudsætninger for at præstere.

– Samtidig ser vi frem til at give fans og gæster på Østerbro Stadion, et alternativ til det klassiske stadionmad og være med til at supplere det allerede inspirerende setup.

– Hos os kan I forvente noget velsmagende og nærende, så man kan nyde kampen fuldt ud.

FAKTA OM PARTNERSKABET
  • Kcal Collective bliver Official Health Partner i B.93
  • Kcal leverer skræddersyet og ernæringsoptimeret mad til førsteholdenes frokostordning og ifm. udebanekampe
  • B.93’s eksperter og Kcal udvikler i fællesskab en salat målrettet performance, som vil blive solgt i alle Kcals butikker
  • Kcal får fast stand i den nye, udvidede fanzone på Østerbro Stadion til hjemmekampe
  • Kcals logo vil fremover være på træningstøjets ryg hos både kvinder og herrer.

Foto: Jeppe Wermuth.