25. september 2026

Endnu flere fordele til ATTEN.93-medlemmer

Som ATTEN.93-medlem får du nu rabat i boderne på Østerbro Stadion under hele kampen. Det er den seneste tilføjelse til et medlemskab, der skal give endnu mere værdi til dem, der er en del af B.93.

Vi udvider nu fordelene i ATTEN.93, så medlemmer fremover får reducerede priser på drikkevarer i stadionboderne både før, under og efter kampen. Dermed er medlemsrabatten ikke længere begrænset til timerne inden kickoff, men gælder gennem hele kampdagen.

Samtidig vil happy hour, der foregår i den første time af vores kampdag, kun være for ATTEN.93 medlemmerne, der vil få nedsatte priser, hvorimod andre vil betale fuld pris.

MEDLEMMERNE BEHOLDER DEN GAMLE PRIS

I B.93 har vi gennem en årrække fastholdt vores priser i stadionboderne, selvom omkostningerne omkring os er steget. Som klub og moderne organisation er vi dog også nødt til at følge med udviklingen. Derfor justerer vi nu priserne på udvalgte varer.

Det betyder eksempelvis, at en øl fremover koster 55 kr. mod tidligere 50 kr. Er du ATTEN.93-medlem, beholder du den gamle pris på 50 kr. – også under kampen. I den særlige happy hour inden kickoff er medlemsprisen endnu lavere.

På den måde kan vi tilpasse vores almindelige priser og samtidig give noget ekstra tilbage til dem, der bakker op om klubben gennem ATTEN.93.

MERE END ADGANG TIL KAMPENE

Den udvidede rabat er endnu et skridt i udviklingen af ATTEN.93, som skal være mere end et traditionelt fodboldmedlemskab.

Som medlem får du adgang til B.93’s hjemmekampe til en lavere pris end ved almindeligt billetkøb, særlige tilbud på merchandise og nu også rabat i stadionboderne før, under og efter kampen.

Medlemskabet giver dig desuden mulighed for at få indflydelse på klubben. Gennem vores ATTEN.93-app inviterer vi løbende medlemmerne til at give deres mening til kende og være med til at påvirke udvalgte beslutninger i klubbens kommercielle afdeling.

Appen er samtidig vores direkte forbindelse til medlemmerne, hvor vi deler nyheder, medlemsfordele, konkurrencer og andre initiativer fra livet omkring B.93.

ATTEN.93 koster 93 kr. om måneden og er for alle, der gerne vil være endnu tættere på klubben.

Bliv ATTEN.93-medlem her.

Appen kan downloades til Android her, og kan hentes til alle iOS telefoner og tablets her.

Foto: Jeppe Wermuth.