Søndag eftermiddag havde B.93 taget hele turen til Thy for at møde Thisted. En grå novemberdag på de berygtede Lerpytter plejer ikke just at være inspirerende for et københavnerhold, men 93’erne virkede fra kampens start både motiverede og veloplagte.
Allerede efter fem minutter kom Jeffrey Papa på skudhold i feltets højre side. Hans første forsøg blokerede en Thisted-forsvarer med armen uden at dommerens fløjte lød, men han fik en ny mulighed og sendte bolden på den nærmeste opstander.
Efter 12 minutter forsøgte Nicklas Mouritsen i to omgange at sende et hjørnespark fra højre ind foran mål.
Efter det andet forsøg havnede bolden for fødderne af Mads Abrahamsen. Fra en ellers vanskelig position uden for feltet i højre side tæmmede venstrewingen først bolden med brystet og tæskede den derefter straks utageligt ind bag Andreas Raahauge i Thisted-målet. Det er heldigvis ikke kun Jeffrey Papa og Mouritsen, der kan score pragtmål for B.93.
Mens Thisted var sjældne gæster foran 93-målet, havde vi flere mulighed for at øge føringen før pausen, blandt andre ved den meget aktive målscorer Abrahamsen, men vi skulle frem til fire minutter før halvtid før 2-0-målet kom.
Igen var ophavet til målet et hjørnespark fra højre fra Mouritsen, igen skulle han bruge to forsøg for at få bolden ind foran mål. Da han i anden omgang sendte et hårdt og skarpt indlæg mod forreste stolpe, kom midterforsvareren Kristian Pedersen først på bolden og fik snittet den ind under Raahauge til en yderst fortjent tomålsføring ved pausen.
Thisted-træner Daniel Kristensen forsøgte at vende kampbilledet med en dobbeltudskiftning i pausen, men det var stadig udeholdet fra B.93, der sad tungt på spillet fra anden halvlegs start.
Vito Hammershøy-Mistrati havde muligheden for at lukke kampen seks minutter efter pausen, da han blev spillet fri med en herlig dybdeaflevering fra Nicklas Mouritsen. Desværre måtte han se sit skudforsøg reddet med en flot parade af Raahauge.
Et velfungerende presspil fra 93-mandskabet gjorde det svært for thyboerne at flytte spillet frem på banen.
Men netop som det så sortest ud for hjemmeholdet, fik de tilspillet sig en overtalssituation på et kontra-angreb. Angelo Nehme drev bolden ned mod 93-målet og afsluttede selv fra kanten af feltet. Med et fladt skud udplacerede han sikkert Julius Christensen i 93-målet. 1-2.
Få minutter senere fik samme Nehme minsandten frit skud fra kanten af feltet igen, men denne gang fik Christensen med en fin parade afvist hans flade forsøg. Hvordan i alverden denne kamp pludselig kunne blive spændende, er et mysterium, vi nok aldrig får opklaret.
Heldigvis var hjemmeholdets opblomstring kun kortvarig. Et kvarter tid før tid fik vi lukket kampen med en scoring til 3-1.
Hjørnespark fra højre fra Nicklas Mouritsen var åbenbart opskriften på alt godt denne eftermiddag i Thy. Denne gang var hans indadskruede venstrebensindlæg tæt på at løbe ud over modsatte baglinje efter en hovedstødsduel, men Tobias Blidegn holdt lige nøjagtig bolden i spil og fik den hældt ind foran mål, hvor Kristian Pedersen minsandten var på pletten igen. Med sin anden hovedstødsscoring fik han punkteret enhver spænding om udfaldet.
Dejligt at se, at holdet virkede helt upåvirket af modgangen i de seneste kampe og leverede en indsats, der bortset fra en kort periode midt i anden halvleg, var helt overlegen og demonstrerede klasseforskel mellem de to hold.
Der skal også lyde et stort tillykke til Viggo Sahlstrøm, der med sin indskiftning midt i anden halvleg fik sin officielle debut for B.93.
NÆSTE KAMP
Der er på ny lagt op til fredagsfest, når Skive IK på fredag 6. november kommer til Østerbro Stadion. Vær med til at sætte tryk på kedlerne med fuld opbakning på lægterne og kom i god tid og bliv bagefter på Bottega Estadio for at få hele kampoplevelsen med. Kick-off er kl. 19:00. Køb din billet her.
Fungerende cheftræner Anders Stisen udtaler
– Vi spiller en rigtig, rigtig god første halvleg. Og i anden halvleg har Thisted cirka ti minutter, hvor de har momentum, men ellers er det en helstøbt toppræstation, vi får sat sammen.
– Mads Abrahamsen laver et helt forrygende fodboldmål til 1-0. Det er et klasse langskud.
– Vi tillod os også at brænde flere store chancer i løbet af kampen, men der var på intet tidspunkt tvivl om at vi ville få sejren i dag.
– Vi spiller enormt godt med bolden. Vi er dygtige til at holde rytmen og være tålmodige.
– Mens vi i nogle af de andre kampe har haft lidt svært ved at finde løsninger mod kompakte forsvar, så er vi i dag meget modige med bolden og tør spille ind i deres organisation, selvom de står tæt omkring os.
– Vi tør også at stå meget bedre og højere i genpresset end i de seneste kampe, og får erobret bolden tilbage i flere situationer på den konto.
– Dertil der det selvfølgelig glædeligt, at vi kan tage til Thisted med otte ud af ni U19-spillere på bænken, og alligevel formå at holde at trykket på Thisted konstant gennem kampen.
– Vi slutter kampen i dag med fire 17-årige spillere og to spillere på 18 år. Det vidner om vi har fremragende fundament at bygge på, via det stærke arbejde der lægges hver eneste dag på træningsbanen i Drengeakademiet.
– Nu skal vi bygge videre på den her præstation og tage selvtilliden og modet til at spille og presse højt videre med i de kommende kampe.
– Det glæder vi os til at arbejde videre med på træningsbanen.
B.93 på sociale medier
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Highlights og stats på 2-division.dk
Du kan se kampens højdepunkter på 2-division.dk mod et gratis login til LigaLogin.
Holdet på banen
Julius Christensen
Simon Wæver (ud 80′)
Emil Christensen
Kristian Pedersen
Nicklas Mouritsen
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 89′)
Ludvig Fagersted
Tobias Blidegn
Jeffrey Papa (ud 80′)
Julius Voldby (ud 89′)
Mads Abrahamsen (ud 67′)
På bænken
Isak Lund
Karl Noppen
Valdemar Lykke (ind 80′)
Johan Fagersted
Victor Riesbeck
Emil Helmer (ind 89′)
Erasmo Junior (ind 80′)
Pavle Gusak (ind 89′)
Viggo Sahlstrøm (ind 67′)
Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.