Rammerne på Østerbro Stadion var helt forrygende fredag aften, da FC Roskilde kom på besøg til sæsonens første hjemmekamp. Det var tydeligt, at det var en begivenhed, som mange havde set frem til og sat kryds i kalenderen.
Klokken havde kun lige akkurat passeret 17:00, da de første kolde Bajeur-øl to timer før kampstart blev skænket op til Happy Hour, alt imens den storsmilende administrerende direktør Nicolaj Thomsen også gav en hjælpende hånd til i merchandise-boden.
Det er altid en god idé at komme tidligt til kampene på Østerbro Stadion og få fyldt depoterne op fra madboderne suppleret med en Bajeur-øl, en sodavand eller hvad dit hjerte begærer. De fremmødte kunne denne fredag også glæde sig over en mini-koncert med GB eller ved at læse de relevante baggrunds- og optaktsartikler fra det nye lækre kampprogram til den symbolske sum af 18,93 kr.
Jo, forarbejdet var gjort fremragende af folkene bag i B.93 Copenhagen ApS og de mange frivillige mv., så kulissen var sat. Det kan ikke siges meget bedre, end at der var budt op til fest. Som tiden nærmede sig kampstart, var Terrassen på Østerbro Stadion ved at være godt fyldt op med mennesker og køen blev længere og længere ved indgangene.
Det var dog langt fra alle, der havde nået at sætte sig ned, da Mathias Veltz efter blot 20 sekunders spil blev stukket fri i dybden, hvorfra han for snuden af Frederik Ibsen nåede at chippe bolden ind til en meget tidlig føring til Roskilde og en chokstart for B.93.
Tyve minutter senere stod Mathias Veltz og Frederik Ibsen overfor hinanden igen, men denne gang var det B.93-keeperen, der trak sig sejrrigt ud af duellen, da han forhindrede angriberen i at drible forbi ham og score i, hvad der havde været et tomt mål.
Få minutter senere diskede Frederik Ibsen igen op med en flot redning efter et skud fra distancen.
B.93 kæmpede med at spille sig frem til de helt store og åbne målchancer i første halvleg, men efter en god halv time forsøgte Tobias Blidegn sig med et fornuftigt skud fra distancen, som Roskilde-keeperen Oscar Hjort måtte skubbe ud til et hjørnespark.
Det hidtil største jubelbrøl kom i pausen, hvor de mange fremmødte tilskuere kunne glæde sig over at se Simon Wæver vende hjem til B.93 og blive præsenteret på Østerbro Stadion efter tre år i Sønderjyske.
Om det var præsentationen af Simon Wæver eller en trylledrik i pausen, er ikke godt at vide, men B.93 kom som forvandlet ud til 2. halvleg og fik skabt et stort tryk på Roskilde-defensiven.
Bare fem minutter inde i halvlegen steg Joseph Kinful til vejrs efter et hjørnespark fra Vito Hammershøy-Mistrati og headede B.93 på omgangshøjde med et fornemt hovedstødsmål, der blev dirigeret over mod fjerne opstalder uden chance for Hjort i målet. Han er en håndfuld at håndtere, den gode Kinful, når han stiger til vejrs i feltet og tackler igennem i forsvarssituationerne.
Reaktionen fra Kinful og holdkammeraterne var ikke til at tage fejl af. De havde i sinde at jagte det næste mål og alle tre point på hjemmebanen.
Efter udligningen var det også B.93, der pressede klart mest på i forhold til både spil og chancer, men det blev kun lige ved og næsten.
Gæsterne fra Roskilde var dog heller ikke helt ufarlige. Med cirka tyve minutter igen måtte Frederik Ibsen diske op med en flot redning fra et skud fra nært hold.
Men i det 78. minut var Ibsen chanceløs, da den indskiftede Alexander Knaack blev sendt helt fri i dybden med en stikning der snød B.93 forsvaret, hvorfra han sikkert lagde bolden ind i netmaskerne med en kølig inderside med venstreskøjten. 1-2 og et kortvarigt alvorligt dyk på stemningsbarometeret på lægterne.
B.93 pressede på for en udligning, og fik også skabt et par farlige situationer i udeholdets målfelt.
Heriblandt en situation, hvor der blev appelleret for straffespark i de døende sekunder af kampen, da et indlæg tilsyneladende blev stoppet med hænderne af en FC Roskilde forsvarer. Men det blev hverken til straffespark eller flere mål på Østerbro Stadion, og dommer Benjamin Seferovic kunne fløjte kampen af.
Et ærgerligt nederlag, men sikke en stemning på Østerbro Stadion. Vi glæder os til at byde jer velkommen igen til næste hjemmekamp.
NÆSTE KAMP
Nu venter et revancheopgør ude mod Nykøbing FC, som vi på ny gæster på Lollands Bank Park fredag 14. august med kick-off kl. 19:00 efter nederlaget i pokalen samme sted tirsdag 4. august.
Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler
– Det er et kampbillede, som vi må forvente at komme til at stå over for rigtig mange gange. Vi skal være dygtigere til at forvandle det overtag til større chancer.
– I første halvleg bruger vi for lang tid på at spille rundt omkring dem på den måde, som de gerne vil have det. Der skal vi sætte bolden mere på spil, risikere mere, for at komme til flere muligheder og rive lidt i deres organisation.
– Det er først i anden halvleg, vi begynder at spille hurtigere og tættere på FC Roskilde og er mere modige på bolden. Der får vi skabt et tempo i kampen, som jeg ikke synes de kan være med i og de begynder at lave flere fejl.
– Det er jo dér, vi helst skal have kampene hen, at fejlene kommer fra modstanderne, fordi vi sætter dem under pres.
– Vi mangler stadig en skarphed til at konvertere chancer til mål. Det er ikke fordi vi vælter i afslutninger, men så kan det være indlægget, den sidste pasning eller løbet, der mangler lidt.
– Især når vi ved der kan komme en svipser på en kontrachance, som den der afgør kampen til FC Roskildes fordel i dag.
– Et godt eksempel er situationen, hvor Bassel kommer ind med en super aktion og egentlig gerne vil afslutte selv, men vælger at spille, hvor afleveringen så lige bliver en meter for lang, fordi bolden sjutter.
– Der er optræk til mange gode ting, men vi skal kunne sætte kampbilledet i hele kampen, som vi kommer ud til anden halvleg og sætte modstanderne mere under pres. Det skal vi være dygtigere til.
– Bortset fra at FC Roskilde scorer, så er anden halvleg som vi gerne vil have det. Vi kommer mere i boksen og dominerer.
– Men samtidig har jeg en fornemmelse af at vi ikke var helt oppe at klinge endnu.
– En kæmpe TAK til jer alle, der var med til at sætte en helt uforlignelig stemning på lægterne. Det var fedt at opleve.
B.93 på sociale medier
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Fra den skønne stemning på Østerbro Stadion denne fredag aften i august kan du se pre-match interview med cheftræner Kasper Lorentzen, spilerne der kommer på banen til at kæmpe rabalder og en forrygende velkomst fra Terrassen med B.93 logo tifo, pause-offentliggørelsen af Simon Wævers bevægende og dejlige retur til B.93, Bajeur 93 meter løbet i pausen arrangeret af B.93 Fanklub, Byens Ægte Hydration Break og post-match interview med cheftræner Kasper Lorentzen.
Som en ekstra bonus, så kan du her tage et lille hop ned af Memory Lane og se et par af Simon Wævers tidligere scoringer med saltomortale signatur fejringen. Vi håber på flere af samme på Østerbro Stadion.
Highlights og stats på 2-division.dk
Du kan se kampens højdepunkter på 2-division.dk. Du skal dog logge ind med et gratis LigaLogin først.
Holdet på banen
Frederik Ibsen
Ludvig Fagersted
Joseph Kinful
Emil Christensen
Nicklas Mouritsen
Tobias Blidegn (ud 67′)
Patrick Olsen
Lulian Jakupi (ud 60′)
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 60′)
Fisnik Isaki (ud 83′)
Casper Risbjerg
På bænken
Aris Vaporakis
Bassel Jradi (ind 60′)
Valdemar Lykke
Julius Voldby (ind 83′)
Christoffer Henriksen
Mikkel Wohlgemuth (ind 67′)
Vincent Abildgaard
Yasin Belhadj (ind 60′)
Karl Noppen
Kampreferat: Pelle Kirchner.
Foto: Jeppe Wermuth.