Oprustningen fortsætter, og klubben er glad for at kunne meddele, at vi har indgået en kontrakt med den 29-årige Sebastian Koch, som senest har spillet for Hvidovre IF.
Sebastian vender tilbage til B.93 for tredje gang. Første gang var i 2019 på en lejeaftale fra Sønderjyske, mens han senest tørnede ud for klubben i 2024, hvor han spillede en vigtig rolle i den offensive del af spillet.
Over sine to tidligere ophold i klubben har Sebastian spillet 29 kampe med 10 mål og 6 assists. Senest blev det til 17 kampe, 5 mål og 3 assists i 1. division, hvilket gjorde ham til en af holdets mest produktive offensive spillere.
Nu får offensivspilleren mulighed for at bygge videre på de præstationer, efter at have skrevet under på en kontrakt med B.93 frem til sommeren 2029.
Tilgangen af Sebastian Koch glæder også cheftræner Kasper Lorentzen, som ligeledes stod i spidsen for holdet under Sebastians seneste ophold i B.93.
CHEFTRÆNER FOR B.93 COPENHAGEN APS, KASPER LORENTZEN, UDTALER:
– Sebastian er en spiller, vi kender rigtig godt, og som allerede har vist, hvad han kan bidrage med i B.93.
– Han har fart, gennembrudskraft og et stort offensivt output, og samtidig ved han præcis, hvad det vil sige at spille for klubben.
– Derfor er vi rigtig glade for at få ham tilbage, og vi er overbeviste om, at han bliver en vigtig spiller for os i den kommende sæson.
Sebastian er også selv glad for at vende retur til en klub som han tidligere har nydt at spille for.
SEBASTIAN KOCH UDTALER:
– B.93 har været et sted, hvor jeg tidligere har haft nogle rigtig gode perioder, så da muligheden for at vende tilbage opstod, var det et nemt valg.
– Jeg har altid været glad for miljøet i klubben og de mennesker, der er omkring holdet, og det betyder meget for mig at komme tilbage til et sted, hvor jeg føler mig hjemme.
– Jeg glæder mig til at vende tilbage til Østerbro Stadion, møde fansene igen og blive en del af holdet.
– Samtidig håber jeg at kunne bidrage med mål og assists i jagten på en god sæson, hvor vi forhåbentlig kan få klubben tilbage i 1. division.
I B.93 glæder vi os over at have fået Sebastian tilbage i truppen, og ser frem til at se ham i aktion og resten af holdet i aktion allerede på fredag, når vi spiller sæsonens første kamp i Frederiksberg Idrætspark.
Foto: Jeppe Wermuth.