Fredag den 31. juli indleder B.93 den nye sæson med en udekamp mod FA 2000. Efter en opstart med hårdt arbejde på træningsbanen og flere nye ansigter i truppen er holdet nu klar til at tage hul på en ny sæson.
Vi har sat cheftræner Kasper Lorentzen i stævne til en snak om forberedelserne frem mod sæsonpremieren, forventningerne til opgøret mod FA 2000 og ambitionerne for den kommende sæson.
Hvad har det vigtigste fokus været i pre-season i år?
– I og med at vi nok er blevet én af, hvis ikke favoritten i 2. division, med vores nedrykning, så har vi fokuseret enormt meget på hvordan kampbillederne kan komme til at se ud, og hvordan vi kan blive endnu stærkere i de kampene. Tilbage til favoritværdighederne: vi skal vinde kampene.
– Vi har prøvet at snakke hinanden ind i en vinderkultur, men også at blive i vores måde at spille på, og at rette de små ting, som kan have været en lille udfordring, eller hvor vi kan blive bedre.
– I forhold til sidste sæson, da vi rykkede ned, er holdet jo stort set magen til. Der er selvfølgelig kommet nogle nye spillere til. Men vi er ikke et helt nyt hold.
– Vi har derfor kørt på nogle af de samme ting, men samtidig finjusteret for at blive klar til den 2. division, der står over for os, som vi jo formentlig kommer til at se er anderledes end det 1. divisions-kampbillede, som vi oftest har haft.
– Vi har fokuseret på det vi altid har gjort, men vi har finpudset detaljer i spillet for at blive dygtigere.
Der er kommet lidt nye ansigter til truppen. Hvordan påvirker det holdet, og dine forventninger til den kommende sæson?
– Jeg synes det påvirker i en positiv retning.
– Der er kommet nogle spillere ind, der skal løfte niveauet på holdet, og så kan man jo altid rette til, hvis der er én der giver noget bredde i starten, men som gerne vil starte inde og kommer i spil senere.
– Vi har fået nogle spillere ind, som løfter niveauet til træningen, og forhåbentlig også til vores præstation i kampene.
– Jeg ser vores nye ansigter som en forstærkning til det hold vi har, og til det udtryk vi har, og de finpudsninger vi laver skal blive endnu stærkere end bare finpudsninger, men også på niveauet vi præsterer med.
Hvordan går vi ind til kampen mod FA 2000 på fredag?
– I og med vi, på papiret, som oftest må se os som favoritter i de her kampe, så går vi ind til den som vi hele tiden har gjort. Vi vil gerne styre kampen, med bolden og med spillet, og vi vil gerne skabe chancer og score mål.
– Det vil alle hold nok gerne, men det er B.93’s og vores udtryk, så det er den måde vi gør det på.
– Men også med en kæmpe respekt for at 2. division ikke er nem, bare fordi vi muligvis er favoritter, eller bliver kaldt favoritter af visse.
– Vi fokuserer på at vinde, og på at have en stort respekt for dem vi skal møde. Og det lægger sig også op ad de ting jeg har nævnt: Der ligger også noget i respekten, fordi vi møder nogle hold, der ret ofte gerne vil gribe kampen an mod os på en bestemt måde.
– Der har noget af vores finpudsning også fokuseret, fordi vi ikke forventer at 2. division er let. Vi går ud for at angribe, styre begivenheden og vinde.
Hvis vi taler sammen igen til sommer: Hvad skal der være sket, for at du kalder sæsonen en succes?
– Der skal resultatmæssigt ske det, at vi er rykket op.
– Præstationsmæssigt, at jeg har set et klart og tydeligt bedre billede på vores måde at gøre det på, og at vi har udviklet vores spil.
– Jeg synes, at det er lykkedes, hvis resultatet er der, vores præstation er bedre, og vi er mere parate til 1. division end da vi rykkede ned.
Foto: Christian Midtgaard.
Interview: Victor A. Simonsen