14. august 2026

Kristian Pedersen skifter til B.93

B.93 kan med stor glæde byde velkommen til den rutinerede forsvarsspiller Kristian Pedersen, der har sat sin underskrift på en toårig aftale med klubben.

Den 32-årige venstreback kommer til Østerbro efter et imponerende karriereforløb med ophold i både Danmark, Tyskland og England. Senest repræsenterede han FC Fredericia i Superligaen i forrige sæson, hvor han fik 7 optrædener i løbet af sæsonen. Tidligere har Kristian spillet for klubber som Birmingham City, Swansea City og 1. FC Köln. Derudover har Kristian Pedersen også optrådt for det danske A-landshold, hvor han er noteret for en enkelt landskamp tilbage i oktober 2020.

Hen over sommeren har Kristian Pedersen trænet med B.93, hvor han har gjort et stærkt indtryk på både spillere og stab. Nu er parterne blevet enige om en aftale, der holder den rutinerede forsvarsspiller på Østerbro de næste to år.

Cheftræner Kasper Lorentzen glæder sig over at kunne tilføje en spiller med stor erfaring og kvalitet til truppen.

CHEFTTRÆNER FOR B.93 HERRESENIOR, KASPER LORENTZEN, UDTALER

– Kristian er en spiller med en enorm erfaring fra et meget højt niveau, og det er en profil, vi er rigtig glade for at kunne tilføje til truppen.

– Han har trænet med os hen over sommeren, og vi har fået bekræftet både de fodboldmæssige kvaliteter og de menneskelige værdier, vi vidste, han kom med.

– Samtidig får vi en spiller, der kan dække flere positioner i forsvaret, hvilket giver os en stor fleksibilitet.

– Han bliver en vigtig tilføjelse til holdet – både med sin kvalitet på banen og den erfaring, han bidrager med i hverdagen.

For Kristian Pedersen var valget om at skrive under med B.93 et naturligt næste skridt.

KRISTIAN PEDERSEN UDTALER

– Jeg er rigtig glad for at kunne skrive under med B.93.

– Jeg har haft nogle rigtig positive samtaler med trænerstaben, og jo mere jeg har lært klubben og projektet at kende, desto mere har jeg haft lyst til at være en del af det.

– Der er en stærk kultur i klubben, nogle virkelig gode gutter i truppen og en klar ambition om at udvikle B.93.

– Jeg er kommet hertil for at bidrage med min erfaring og gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe klubben tilbage i 1. division.

– Det er et projekt, jeg virkelig tror på, og jeg glæder mig til at komme i gang og forhåbentlig opleve en masse gode øjeblikke sammen med holdkammeraterne og fansene.

Kristian får tildelt spillernummer 15, og er allerede at finde i truppen, der går på banen i Nykøbing i aften klokken 19:00.

Velkommen til B.93, Kristian!

Foto: Jeppe Wermuth.