Kamp
Referat

B.93 – HB KØGE

Fuld tid
1-0 Tobias Blidegn (19')2-0 Casper Risbjerg (75')
2-0
13. marts 2026

Fuldt fortjent sejr over HB Køge

Resultat:
2-0
Spillested:
Sundby Idrætspark
Dato:
13/3/2026
Tilskuertal:
713

I øsregn over Sundby tog B.93 imod HB Køge i en vital kamp i den nedre del af rækken. Det var tydeligt, at 93’erne kom med masser af selvtillid fra sidste weekends flotte sejr ude mod Hillerød. Med kvikt kombinationsspil satte de hvidtrøjede sig hurtigt på kampen.

Spilovertaget kastede et par fine muligheder af sig. Efter et fantastisk angreb sendte Adam Ahmad bolden på stolpen fra kanten. I tilgift blev vi tilsyneladende snydt for et straffespark i kampens indledning.

Men efter knap tyve minutters spil kom det fortjente føringsmål. Den unge angriber Casper Risbjerg kæmpede sig fri ved baglinjen i højre side af feltet. Han sendte bolden fladt bagud, hvor en helt udækket Tobias Blidegn med et behersket spark sendte bolden op i det fjerneste målhjørne.

Efter målet fortsatte Lorentzens tropper det gode spil. Først omkring den halve time begyndte gæsterne at komme lidt bedre med i kampen. Dog havde de ikke rigtig tro på deres egne evner til at spille sig til chancer, så de satsede udelukkende på dødbolde.

Men det kunne også have båret frugt fire minutter før pausen, da Tobias Thomsen med en akrobatisk flugter ramte overliggeren efter at Ibsen i 93-målet havde haft det yderste af neglene på bolden.

Derved stod 1-0 sig til pausen. Eneste malurt i bægeret efter en flot gennemført første halvleg: Den ellers glimrende venstre back Gustav Højbjerg måtte desværre bæres fra banen med en tilsyneladende slem skade. God bedring, Gustav, vi håber at se dig på banen igen snart.

HB Køge-træner Nicklas Pedersen benyttede pausen til at indskifte den gamle ræv Mike Jensen. Jensens strategiske evner på midtbanen og et stærkt forbedret presspil gjorde, at gæsterne kom bedre med i kampen efter pausen.

Ti minutter inde i halvleg slap talentet Alfred Gøthler fri i venstre side af feltet, men Ibsen fik med en fornem parade afværget hans forsøg.

93’erne var dog mindst lige så farlige i den anden ende. Adam Ahmad slap midt i halvlegen igennem i venstre side og fik prikket bolden på tværs til indskiftede Fisnik Isaki, hvis skud prellede af på stolpen.

Den forløsende 2-0-scoring kom dog alligevel seksten minutter før tid: Banens bedste spiller, Tobias Blidegn, splittede med kvikt bandespil fuldstændig gæsternes midtbane ad. Han trak mod mål og fandt Casper Risbjerg i dybden. Uden nogle dikkedarer sendte det unge angrebstalent knastørt bolden fladt over i det lange hjørne.

Få minutter senere kunne vi have lukket kampen, da Roni Arabaci og Ludvig Fagersted fik en stor dobbeltchance, men Køge-forsvaret fik reddet på stregen.

HB Køge pressede selvfølgelig på for en reducering, men kom ikke tættere på end et giftigt forsøg fra Silas Hald mod det lange hjørne, som en meget veloplagt Ibsen tog sig flot af.

Og så kunne vi juble over en ekstremt vigtig sejr, der ikke blot gav et betryggende hul ned til nedrykningsstregen, men også viste, at dette 93-hold rent spillemæssigt har mere at byde på end en af vores værste konkurrenter i den nedre del af tabellen.

NÆSTE KAMP

Sidste kamp i grundspillet i 1. division er udekampen mod Kolding IF på lørdag 21. marts med kick-off kl. 13:00.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

– Vi starter godt, lægger et stærkt tryk og vi er med længder bedst i den første halve time. Og vi skal score mere i den periode.

– Så kører vi lidt kolde, mister initiativ med og uden bold og laver nogle små sjuskefejl, som gør at HB Køge kommer ind i kampen igen. De bliver lidt farlige på hjørnespark.

– I anden halvleg er det HB Køge, der skal lidt mere afsted, skabe noget og presse os. Det giver et kampbillede, hvor vi skal forbi presset og derfra vurdere om vi skal holde i bolden eller gå efter at skabe målchancer.

– Vi får skabt mange muligheder, hvor vi kommer frem til store chancer, som vi gerne vil have udnyttet nogle flere af.

– Vi står godt imod, så jeg er ikke urolig som sådan. Men vi mister igen lidt energi midt i anden halvleg.

– På den måde bliver det som mod Hillerød, men vi får scoret til 2-0 i modsætning til sidste weekend. Selv om jeg ikke var helt rolig, så havde jeg det bedre end mod Hillerød til sidst.

– Jeg er glad for at se den indsats, som spillerne lægger på banen og skaber det momentum i perioder af kampen, som også betyder, at vi vinder helt fortjent.

– Der er altid plads til forbedring og vi kigger altid på præstationen.

– Jeg synes det er fedt at se, at vi også i staben er opmærksomme på deres våben med indlægsspil, standardsituationer og tager ansvar for de faser, som de har ansvar for.

– Det gør, at jeg har et kæmpe overskud, fordi jeg hele tiden får gode indspark til hvordan vi kan reagere i forskellige perioder af kampen, når HB Køge ændrer nogle ting.

– Det er ikke kun spillerne, men alle der er med på bænken, som er så velforberedte, at vi står med en helstøbt indsats i aften.

– Samme med vores fortrinlige fans og støtten fra lægterne. Tak til jer alle, der var med i dag.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på LinkedIn og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93’s YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.

Fra kampen mod HB Køge kan du se Andreas Heimer, der giver sin pep-talk i omklædningsrummet kort før kick-off og spillerne, der synger med B.93 Fanklub og slutter af med Fenerbahçe-hilsen som tak for støtten efter kampen.

Highlights og stats på 1-division.dk

Du kan se kampens højdepunkter og øvrige stats på 1-division.dk.

Holdet på banen

Frederik Ibsen

Ludvig Fagersted
Andreas Heimer
Wilhelm Nilsson
Gustav Højbjerg (ud 40′)

Tobias Blidegn
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 78′)

Adam Ahmad
Kristaps Grabovskis (ud 61′)

Carl Björk (ud 61′)

Casper Risbjerg (ud 78′)

På bænken

Aris Vaporakis
Julius Voldby
Lulian Jakupi
Roni Arabaci (ind 61′)
Christoffer Henriksen (ind 40′)
Fisnik Isaki (ind 61′)
Emil Christensen (ind 78′)
Joseph Kinful (ind 78′)
Yasin Belhadj

Kampreferat af Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.